Spring til indhold

Min ferietid på Nr. Skovsgaard

Første møde med Han Herred

Mødet med Han Herred betegnede for mig indgangen til en helt anden og ganske anderledes verden. I mange henseender har jeg haft en heldig gang gennem livet, men en væsentlig ting, som jeg gerne vil fremhæve, er de glæder, jeg ved tilfældighederne spil, fik som feriedreng i det nordjyske. Heldige omstændigheder bevirkede, at jeg gennem hele resten af livet har haft forbindelse med egnen og de dejlige mennesker deroppe.

Mit første feriehjem var hos Kathrine Jespersen, som havde et mindre landbrug på Nr. Skovsgaard. Kathrine var året forinden blevet enke, og drev landbruget ved hjælp af en bestyrer. Hun havde to døtre, Gudrun, der var jævnaldrende med mig, og Edith, der var nogle år yngre.

Det må have været et stort spring for sådan en lille Københavnerdreng at rejse hjemmefra i så mange sommeruger. Men jeg erindrer det nu ikke som sådant. Hvor gammel jeg var, kan jeg ikke selv huske, men Gudrun fortæller mig, at jeg kom i 1935 – hvor jeg altså kun har været 7½ år. Jeg har ingen erindring om, at det var et et svært spring ud i det uvisse. Det skyldtes nok også, at der blev taget meget kærligt om mig.

Feriepladsen blev tilbudt gennem skolen. Blege københavnerbørn fra stenbroen, fik tilbud om at komme ud på landet i den 7 uger lange skoleferie for at hente sol og sundhed med hjem. Som barn i en velfungerende familie, har jeg nu ingen fornemmelse af, at jeg på nogen måde var forsømt eller nødlidende. Vi boede tillige under ret frie og lyse forhold.

Afrejsen fra Københavns Hovedbanegård var et sandt mylder, når alle disse feriebørn skulle af sted. Forældrene fulgte børnene til toget og rørende afskedsscener fandt sted. Feriebørnene var forsynet med store plakater hængt på maven. Herpå stod de nødvendige oplysninger, så man kunne finde ungerne igen, dersom de kørte forkert.

Det viste sig at blive nødvendigt for mit vedkommende. Jeg glemte at skifte tog i Åbybro, så i stedet for at havne på Skovsgaard station, endte jeg i på endestationen i Løkkken. Efter forgæves at have spejdet efter den rigtige station, som mine forældre havde indskærpet mig: “Husk nu, at du skal af i Skovsgaard”. Nå, det tog de gæve privatbanefolk meget roligt. De forærede mig en stor Ama-is – og underrettede så Skovsgaard station, så den ventende Kathrine blev beroliget.

Efter flere timers forsinkelse kom en udmattet gut så til den rette destination og blev modtaget af Kathrine og pigerne. De var nok alle tre spændte på, hvad det var for en knøs, de uset havde fået sendt til sig. Det var jo noget af et spil i lotteriet. Hjemtuen i den sene aftenstime forgik med jumpe, forspændt med hesten – ‘Peter’ – hed den, så vidt jeg husker. Ja, det var en lang rejse, når man skulle fra København til Skovsgaard den gang. Det var en træt fyr, der den aften blev lagt til hvile på chaselongen i spisestuen – under billedet af de sønderjyske piger – og teksten ‘De vog dem vi grov dem en grav i vor have’.

En ganske anden kultur

Mødet med Han Herred var for mig et møde med en ganske anden kultur. Kathrine var ikke særlig vanskelig at forstå – hun talte et meget fint og forståeligt sprog. Men hun havde en forkarl, der hed Anders Nøhr. Uforståeligt var det for mig, at han blev kaldt ‘Ajjes’. Ham blev jeg gode venner med, men det var meget svært at forstå ham til bunds. Når han talte om ‘kjålen’, ‘groben’, ‘køerset’ m.m., så var det for mig ganske sort snak. Specielt et ord som ‘en hylé’ har jeg først som voksen fundet ud af betød ‘hø-le’. Når man spiste middagsmad, var det klokken 12 – og så hed det ‘øjn’. Men det daglige samvær med ham – og alle de andre ‘indfødte’ – gjorde det nødvendigt at integrere sig – og det kan kun ske ved at lære sproget.

Konsekvensen blev, at jeg i den første tid efter hjemkomsten til København, havde noget besvær med at finde det flade københavnske igen. Jo, jeg kender de tosprogedes problemer!

Mødet med landbrugslivet gav også indsigt i forhold, som ikke lå ligefor i hovedstaden. En so hos naboen skulle føde smågrise – fare, som det hed – og jeg fik lov til at overvære fødslen. Da jeg kom hjem for at spise middagsmad, var jeg ganske oprevet, og forpustet berettede jeg: “Fru Jespersen – de kommer ud under halen!”. I de københavnske skoler lærte man ikke om den slags, De to piger forstod slet ikke den forbavselse…

Pudsigt nok har det jyske sprog lige siden fascineret mig. Jeg har fået det løbende genopfriske igennem de utallige Han Herred-besøg, som jeg havde lejlighed til under mit 40 års ophold i Aalborg. Det fik yderligere en genopfriskning, da jeg her for 7 år siden traf Herdis. Hun er fra en gård, der hedder ‘Meller Graum’ ved Tårs i Vendsyssel. Hun taler ikke sproget, men hendes familie deroppe fra taler stadig i nogen grad dialekt. Det er ikke helt den samme sprogtone, der tales dér, men langt hen ad vejen bruges samme ord – og de ældre siger immervæk ‘a’.

Mæ å Moses

Herdis og jeg har af og til fornøjelse af at ‘snakke sammen’ på jysk. Ikke mindst gennem en ‘fælleslæsning’ af en bog, “Mæ å Moses”, som er skrevet af en vendelbo. Det er en vendelbos (frie) oversættelse af Første Mosebog. Det er ganske morsomt at ‘se’ sproget på tryk. “Den der aldrig har gået bag hestene og pløjet en stor mark, ved ikke, hvad evigheden er”, skal forfatteren have sagt. Bogen fåes på ethvert bibliotek.

Mange glade minder knytter sig de tre år på Nr. Skovsgaard. Kathrine var en uforlignelig, dejlig feriemor, som sørgede for mig, som var jeg hendes eget barn. Det var spændende, når vi skulle på besøg hos familie og venner. Så skulle jumpen frem og hesten spændes for. Særlig hastigt gik det, når vi skulle hjem om aftenen. Så kunne Peter lugte stalden og satte tempoet i vejret. Vi andre – i jumpen – kunne også fornemme, at Peter havde haft en dejlig lang fridag med masser af frisk græs. Så den hastede glad og småpruttende hjem ad de kendte veje. Vi var tit i Tranum, kan jeg huske. Der boede Kathrines forældre i huset bagved missionshuset.

Kammeraterne

Også samværet med de jævnaldrene er dejligt at tænke tilbage på. Først og fremmest husets døtre, Gudrun og Edith, som jo nærmest blev de søstre, jeg hjemme var forskånet for. Vi badede i åen – splitternøgne – men tækkeligt – på hver side af et sving. De var også den underdejlige Valborg – men jeg var vist ikke særlig interesseret i piger den gang. Så meget desto mere i drengekammeraterne. Med de hvidhårede gutter, Verner og Frede, var der daglig kontakt. Vi havde et veritabelt landbrug, bestående af ‘hulkøer’. Det er en strandsten, som bølgerne har slidt et hul igennem. Ved hjælp af en strikke – bundet gennem hullet – og et søm i den anden ende, blev disse ‘køer’ trukket ud på marken for at græsse. Der var visselig andre legetøjsnormer den gang, end hvad børn accepterer i dag. Leo Kronborg boede lidt længere henne ad vejen. Ham har jeg mødt senere i livet, da han var i familie med nogle Aalborg venner. Han drev på det tidspunkt Skovsgaard Bryggeri.

Forøvrigt kan man undre sig over, at hele samfundet deroppe tog mig så ‘kærligt i favn’. Ganske vist kunne man – omend godmodigt – opleve udtryk, som ‘Københavner, du savner den moders papa …’, men det kun ment som venligtsindede bemærkninger.

Det var store dage, når vi kørte hølæs hjem fra kjæret. Spændende, nar man lå øverst i læsset, der gyngede truende frem og tilbage på de ujævne veje. Jeg erindrer også de dejlige Sct Hans aftener oppe i den lille skov, som hørte med til Kathrines ejendom. Der blev sunget fædrelandssange. Ja, de gode danske traditioner blev holdt højt i hævd på Nr. Skovsgaard. Også den traditionelle tur til søndagsskolen inde i den lokale ‘hovedstad’, Skovsgaard står klart i erindringens lys. Mon ikke også det var i søndagsskolens regi, at der var sommrudflugter til Øland og Kokkedal.

Ikke så underligt, at jeg ikke havde hjemvé, men tvært i mod længtes hen i mod næste feriesommer.

Kathrine

Det er med stor glæde, jeg tænker tilbage på den tid. Ydermere fik jeg jo den ’tillægsglæde’ at spendere en stor del af mit senere liv i Nordjylland. Derved kunne jeg opretholde kontakten med Kathrine gennem særdeles mange år. Min kone og jeg besøgte hende adskillige gange i Nørholm og på Sønderbro i Aalborg. Hver gang har det været til stor glæde for mig at få barneoplevelserne levendegjort. Det var interessant at høre hende fortælle om de gamle dage i hendes barneår derude i Klitten. For en del år siden optog vi en video, hvor Kathrine fortæller om de tider.

Mine forældre var også glade for Kathrine. I 1937 inviterede de hende til det store dyrskue på Bellahøj i København. Det var vist hendes første københavnerbesøg. Vi kørte med en sporvogn, der gik lige til dyrskuepladsen.’Linie Buh’ blev linien kaldt. Ligeledes sendte de gaver til pigerne. Gudrun kan endnu huske, at hun og Edith fik hver en flot dukke med hjemmehæklet kjole i julegave. Det var deres første ‘købedukker’. Anders Nøhr forærede så træbarnevogne til dukkerne.

Forunderligt har det altid været for mig at tænke på, at Kathrine, der selv sad i en vanskelig situation som enlig mor med to piger og landbrug, havde det overskud at påtage sig endnu en forpligtelse. Hendes mand døde i 1934 – altså året før min ankomst. Hendes førstefødte døde – det var en dreng . Gudrun mener, at jeg – så at sige – fik den kærlighed, som han skulle have haft.

Jeg håber, at jeg har været hende til lige så stor glæde – som hun har været for mig.

Willy Kok
05.01.2005