Willy Kok > Essays > Meller Graum sagaen

Meller Graum sagaen

Fragmenter af livet på en gård i Vendsyssel


I år – den 29. november – er det 110 år siden, Niels Josva Nielsen blev født på gården, Aas Mølle, i Vendsyssel Ikke mindst i den anledning er der grund til at samle nogle spredte indtryk om gården, Meller Graum, og familiens liv dér i midten af 1900-tallet.

Aas Mølle

Denne mini-slægtshistorie tager sin egentlige begyndelse med Bedstefaderen, Kristian Nielsen, som i tiden 1894 -1936 var ejer af en af Vendsyssels veldrevne gårde, Aas Mølle, der er beliggende nord for den jyske ås. Der var tale om en af landsdelens ansete og dygtige landmænd.

Beretningen – og videre studier af livet i Vendsyssel – indikerer, hvorledes giftermål og gårdenes videreførsel i betragtelig grad skete inden for et stærkt afgrænset, geografisk område. Det knyttede stærke slægtsbånd mellem den hele egn – man kan måske sige, at det i en vis forstand gav et slags kollektivt familieskab. Måske kan man kalde det en egnsmæssig sammenhængskraft. Helt op til den her omtalte periode var det typisk, at man bosatte sig på sin hjemegn og fortsatte sit virke i sine forældres spor.

Kristian Nielsen var gift to gange, idet hans første kone, Marie, døde efter at have født tre sønner. Da han giftede sig igen – var det med Anna, hvis yngre søster blev gift med hans søn. Pigerne kom fra en gård, ‘Høngaard’ i Øster Vrå. Muligheden for dette spegede familieforhold, baserede sig på det forhold, at der var tale om den ældste og den yngste datter ud af en børneflok på ni. Det gav nogle indviklede familieforhold, når disse skulle beskrives for fremmede, men begge ægteskaber var særdeles lykkelige. Kristian blev endnu en gang far, da der kom et drengebarn som resultat af det andet ægteskab.

Han var i stand til at give sine fire sønner en god start på deres fremtidige tilværelse. Den ældste, Jakob, arvede slægtsgården, medens nummer to, Niels Josva, og nummer tre, Jens Peter, startede hvert sit landbrug på to nært placerede gårde i Graum, som var beliggende i nærheden af barndomshjemmet – man syntes måske nok den gang, at de lå i en betragtelig afstand hjemmefra. Gårdenes navne var -‘Meller Graum’ og ‘Øster Graum’,

Den fjerde og yngste søn, Johannes, blev også sat godt i gang med et landbrug på en gård i Thorshøj – på samme egn. Men hele livet igennem følte han knapt, at han havde fået de samme gode startvilkår i tilværelsen, som brødrene.

Brødrene supplerede de landbrugsmæssige kundskaber, som de fik tilegnet sig gennem opvæksten på fødegården, ved karletjeneste på fremmede gårde. Niels Josva blev således forvalter på Johnstrup ved Dronninglund. Det var med stolthed, han senere fremviste et billede fra gården, hvor han demonstrerer sit ansvarsområde med en lang række heste og et folkehold. Det var det område på gården, som han var ansvarlig for. Beretninger fortæller, at alle brødrene blev dygtige, fremadstræbende og agtværdige landmænd.

Graum

De to nævnte gårde var beliggende i Graum. Denne stedsbetegnelse dækker over et meget lille samfund omkring nogle ganske få landbrugsejendomme. Det er disse, der tilsammen danner denne særlige lokalitet, og flere af gårdene er blevet benævnt ved deres geografiske placering, såsom Øster-, Meller- og Nørregraum. Området slutter sig sammen som en lille enklave i nært naboskab md andre enklaver på egnen, Der var ikke stor afstand ind til den centralt beliggende by, Tårs, som med kirke og sognefoged var det naturlige centrum for hele egnen Denne by var endda stationsby på jernbanelinien Hjørring – Hørby i den første halvdel af 1900-tallet. Især var Meller Graum godt beliggende – tæt ved sognevej – derved havde man ikke en lang privat vej, der skulle snekastes, inden man kom ud på den offentlige sognevej.

Niels Josva, som vi her nærmere vil omtale, blev født i året 1898. Han giftede sig med den et år yngre Asta, som var datter fra en gård ved navn ‘Storgaard’ i Koldbro – et mindre bysamfund, som også er beliggende i nabolaget. De blev gift i 1924 og etablerede sig i driften af gården Meller Graum. Selve ordet ‘meller’ er en særlig vendsysselsk dialekt for det rigsdanske ord ‘mellem’. Gården ligger da også lige midt mellem Nørre- og Søndegraum.

Smukt og præsentabelt ligger Meller Graum i vejsvinget, når man kommer kørende fra Tårs på vejen forbi Skiveren og videre mod Koldbro. I det følsomt kuperede terræn ligger markerne lige op mod gården og deler sig i navngivne parceller, såsom ‘den lange ager’ og ‘skovstykket’. Broderens gård,. Øster Graum, lå tæt derved i det nærmeste naboskab.

Julegave på forskud

Der er gennem tiderne født mange søde piger i Vendsyssel. Mange af dem nåede ikke langt fra det hjemlige, men tilbragte næsten hele resten af livet i den smukke, nordjyske egn. Det kom ikke ganske til at gælde for pigen, der figurerer i dette tilbageblik. Den historie starter med, at der i 1934 kom en pigelil til verden i Meller Graum.

Om det var planlagt eller tilfældigt. Det må stå hen. Men faktum er, at fødselen fandt sted lige midt i juletravlheden – blot tre dage før juleaften. Det var på en måde ubekvemt, at juleforberedelserne skulle forstyrres af en sådan begivenhed, som rettelig burde høre hjemme i den mindre travle tid på sæsonen – måske om foråret. Det kom på denne måde fuldstændig på tværs af slagtetiden. Julegrisen skulle jo slagtes og parteres ved denne tid, og huset skulle gøres klart til den tilstundende højtid og til den selskabelighed, der hører julen til. Det skabte vist nogle vanskeligheder for moderens søster, der havde lovet at hjælpe i tiden omkring fødselen. Hun havde satset på, at det først blev efter jul, og var ikke forberedt på, at fødselen skulle finde sted lige op til jul. Hjemme havde hun jo sin egen juletravlhed at tage sig af. Herdis selv erindrer aldrig, at hun har holdt sin fødselsdag som barn. Altid skulle der slagtes eller vaskes den dag – og det var trods alt vigtigere!

De tre ældre søskendes ankomst til verden var på det sæt måske mere strategisk forberedt. De blev født i de tidlige forårsmåneder. Og dog – just på den tid af året stod gårdens arbejdskrævende forårsarbejde på programmet!

Denne indblanden i de højtidsstemte forhold kom dog på ingen måde den lille nyfødte pige til skade – nærmest tvært imod. Hun blev modtaget lige så hjerteligt, som om det var en ønsket julegave. Ikke mindst blev hun især fars yndling som den sidstfødte. Det blev fars pige. Han kaldte hende ‘Tut’. Hun viste måske allerede den gang antydning til at få samme rødblonde hårfarve, som han selv i sin ungdom var faldet for hos Asta.

Dagligliv på gården

Meller Graum, var på den tid en landbrugsejendom på omkring 75 tdr. land – beliggende på noget af Vendsyssels bedste jord. Der var vel 60 kreaturer, et større antal svin og fire heste, samt et føl og en plag. De fire arbejdsheste dannede to spand – et til hver af to karle, når der skulle arbejdes i marken. Dertil var der en betragtelig bestand af vingede væsener i hønsegården. Som enhver veletableret gård var der katte – og naturligvis var der tillige en vagtsom gårdhund.

Interessant har det været for mig som byboer, at få nærmere indblik i hverdagen på en sådan gård i den fordums tid omkring den anden verdenskrig. Dengang landbrug endnu blev drevet på den ‘gammeldags maner’. Med familie og folkehold var der på Meller Graum tale om et helt lille samfund, der boede, levede og arbejdede sammen. Man var under samme tag hele døgnet, og deltog i samtlige måltider med videre. Endog juleaften var man samlet. Det var for medarbejderne deres ‘hjem’. Karlene og pigerne havde på den tid en fridag hveranden søndag eftermiddag

Ledelsen af den overordnede daglige drift stod husbonden naturligvis personligt for. Han varetog egenrådigt gårdens drift, og der herskede ingen tvivl om, at det var hans ord, der i sidste ende var afgørende. Man dristede sig næppe til at tale ham imod. Det var dog her tale om et lederskab, der var grundet på venlighed og forståelse. Der blev ikke talt med krasse ord på Meller Graun – hverken inden for familien eller over for medarbejderne. Heller ikke mellem forældrene indbyrdes blev der udstillet uenighed. Eventuelle uoverensstemmelser blev afgjort i fred og forståelse – og i enrum.

Konen på gården – madmor – indtog bestemt ikke nogen birolle på en sådan landbrugsejendom. Hun havde til opgave at sørge for alt arbejdet ‘indendørs’. Både med madlavning, rengøring, tøjvask og børnenes pasning – og naturligvis også husets urte- og blomsterhave. Hverdagen bød på et bredt spekter af faste gøremål. På denne gård var der tre karle – foruden de to piger, som hun havde som medhjælp. Hertil kom familiens egne seks personer. Det var ikke et ubetydeligt venstrehåndsarbejde, at servicere alle disse folk.

Bryggers

Således krævede det eksempelvis stor tålmodighed, når bryggersgulvet skulle holdes i en stadig renvasket stand. Et særligt vanskeligt arbejde, når gårdens mandfolk igen hver dag uanfægtet traskede hen over det nyvaskede gulv med beskidte træsko. Arbejdet måtte idelig gentages. Der var tale om et råt stengulv, som måtte skures og skrubbes. Særlig træls var det, når mændene kort tid efter en rengøring atter besmudsede gulvet med træskoene. Det var et sandt Sisyfos-arbejde. På samme måde skulle komfuret også daglig skures og slibes, så det skinnede.

Hver dag blev der til måltiderne dækkes op til alle disse elleve personer, og hver havde sin bestemte plads omkring det store langbord. Husbond tronede naturligvis ved øvre bordende med førstekarlen ved sin side, efterfulgt af andenkarlen. På modsatte side af bordet sad børnene i aldersrækkefølge efterfulgt af tjenestepigerne. Madmor overskuede fra sin plads ved den nedre bordende, at alt gik rigtigt for sig. Middagsmåltidet kaldte man i Vendsyssel for ‘øjn’, mens man om aftenen spiste ‘mellemmad’.

Efter middagen følte husbond måske nok trang til en bette lur. Det kunne foregå på sofaen med en avis over hovedet af hensyn til de allestedsnærværende, frække og forstyrrende fluer. Karlene dvælede også i deres kamre i den stille middagsstund.

Husbond, madmor og medarbejdere

Husbonden, Niels Josva, deltog sædvanligvis mest i det praktiske arbejde på det overordnede plan. Enkelte opgaver måtte han dog selv varetage. Eksempelvis når der var tale om kastrering af smågrise. Det var en beskæftigelse, der bekom ham ilde, og han sørgede for, at børnene ikke overværede denne skammelige operation. Han hjalp tillige til ved malkningen, særlig efter at det skete med maskine.

Foruden sin dagskrævende indsats med de praktiske gøremål bør det nok fremhæves, at madmoderen, Asta, havde ganske udviklede menneskelige egenskaber, som gav hende en særlig – næsten psykologisk – plads inden for venne- og familiekredsen. Hun var altid rede til at bistå med råd og dåd, og mestrede den kunst at kunne assistere på det menneskelige plan. Altid var hun åben og lydhør for samtaler – uden bebrejdelser eller tilrettevisninger. Man henvendte sig i tillid og fortrolighed til Asta med sine poblemer. Hun var i stand til at bidrage med løsning på et personligt problem, ved – med sine naturlige evner – at kunne sætte ord på sandheden – uden at såre.

Der hersker ingen tvivl om, at medarbejderne på Meller Graum blev behandlet godt. De unge karle blev ikke udsat for de hårdest krævende fysiske arbejdsopgaver. Faktisk var deres beskæftigelse jo tillige en slags mesterlære, gennem hvilken de skulle uddannes til selv at blive gårdejere. Når strengt arbejde skulle udføres blev der sendt bud efter daglejere. Det kunne ske, når møddingen skulle tømmes og udspredes. Daglejerne udgjorde egnens bevægelige arbejdsreserve. De blev hyppigt anvendt til de allermest slidsomme job og deres kroppe blev som regel tidligt mærket af den stærke nedslidning. Lønnen til disse folk var ikke særlig høj – på venlige gårde måske suppleret med nogle naturalier.

Karlene havde deres uopvarmede værelser i den ene ende af staldbygningen.

Hobby

Som en velsmagende hobby-beskæftigelse passede Niels Josva egenhændigt sine bistader. Bierne kvitterede med en god og delikat høst af fineste honning. Duehold var en anden af hans specielle interesser. Han sørgede for, at der altid var en stor flok duer, der fra deres dueslag over hønsegården skuede ned til hønsene. Det var altid festlige måltider – hvadenten det var til hverdag eller til fest – når der stod ‘Meller Graum-duer’ på menuen.

Asta havde også sit eget bierhverv i tillæg til de daglige opgaver.. Hvert forår lod hun en af hønerne udruge et antal andeæg. Når æggene var blevet udklægget, så pilede ællingerne – drevet af deres indbyggede genetiske GPS-teknologi – direkte ned mod det nærmeste vandhul – den nærliggende dam ved haven. Ællingerne fulgte deres natur og fortsatte straks ud i vandet, men her kunne rugemor ikke følge dem. Fortvivlet over ungdommens dumdristighed og uforstand løb hun bekymret klukkende frem og tilbage på det tørre.

Ællingerne levede sundt og blev fedet grundigt op. Sidst på efteråret blev de slagtet og solgt. De penge, som kom ind ved den forretning, gik direkte i mors lomme. For hende var denne indtægt af en særlig værdi. Selv om der ikke var loft over husholdningspengene på Meller Graum, så støttede det den personlige identitet at tjene ‘sine egne penge’.

Gården

Den firelængede gård omkransede en stenbelagt gårdsplads med møddingen centralt placeret. De omkringliggende bygninger var i rækkefølge stuehuset svinestalden, hestestalden, ladebygningen, samt kostalden. Ladebygningen kronedes af en stor vindmølle på taget – en såkaldt ‘klapsejler’ – der leverede kraft til tærskning og formaling af korn. Elektricitet blev først indlagt på gården i 1939 – det gjorde vindkraften overflødig, og møllen blev derefter fjernet.

Med nutidens forfinede syn på miljø lyder det ikke særligt appetitligt med en mødding lige uden for en beboelse, men det baserede sig simpelthen på, at det var det mest praktiske arrangement – en flytning til en anden placering ville være ganske umulig. Med datidens øjne ville al nutidens snak om miljø se meget anderledes ud. Alle og enhver vidste nok, hvad ‘der satte maden på bordet’.

Stuehuset rummede forneden bryggers, køkken, dagligstue , spisestue, opholds- og storstue – og tillige et gæsteværelse. På loftetagen var drenge- og pigeværelser. Det var en kold fornøjelse i de strenge vintre at kravle i seng i disse uopvarmede rum. Det måtte ske med varmedunke og uldtæpper til hjælp – men alt lunede kun en stakket stund. Man kunne vågne op med totalt tilfrosne ruder og is på dynen. Der var absolut ingen mulighed for opvarmning.

Husets kakkelovne blev under krigen opvarmet med tørv, som man gravede i eget kær. Børnene hjalp med dette arbejde ved at vende og stakke tørvene. På et senere tidspunkt blev der dog indlagt oliefyret centralvarme. Fyret blev anbragt i materialerummet, hvor tøj m.m. til malkning opbevaredes. Centralvarmen gjorde overnatninger på Meller Graum til en mere behagelig oplevelse.

Børn

Børnene skulle hurtigt lære at gøre nytte. De kom tidligt til at varetage hver deres faste arbejdsopgaver i det lille samfund. Pigerne fik således til opgave at eftermalke køerne om morgenen. Pigernes værelse lå som nævnt på stuehusets loftetage. Om morgenen, når tiden var inde, bankede fatter håndfast nedefra med sin stok på loftet for at drive pigebørnene ud af deres søde og romantiske drømmeverden.

Storebroderen, der var tre år ældre end Herdis, viste gennem sin barndom yderst ringe interesse for landbruget og blev derfor friholt fra krævende, daglige opgaver – måske for at han ikke skulle gøre mere skade end gavn. Kanske havde Niels Josva glædet sig i sit stille sind, da han i sin tid blev bekendt med, at han var blevet far til et drengebarn. Han kunne muligvis have forestillet sig, at den gode gård kunne blive videreført i familiens eje. Det viste sig dog temmelig hurtigt, at det ikke skulle blive tilfældet.

Herdis’ interesser lå mere i beskæftelse ude i det fri end indendørs – en fars pige. Hun fulgte troligt faderen på hans daglige færden på agrene og befandt sig godt på hesteryg. Stundom kunne hun også udføre selvstændige opgaver – det kunne være at rive hø sammen med en hesterive eller harve. Med en sådan harve væltede hun engang i grøften på ‘den lange ager’. Men heldigvis stoppede Musse straks op, så der skete ingen personskade. Hun fik også ‘smagt’ på arbejdet med at rense roer. Det var et ensformigt arbejde – række op, og række ned. Ved denne beskæftigelse fik man en forsmag på ‘evigheden’. Hendes søstre havde haft højskoleophold i 3 måneder, men Herdis ønskede en måned mere. Den måtte hun optjene ved at arbejde en ekstra måned i roerne, så retfærdigheden mellem søskende balancerede. Det huskes som en uendelig lang måned i roerne! I fritiden passede hun sine dværghøns med stor omhu, og fortvivledes, hvis der skete dem noget. Det hændte en gang, at et kraftigt regnskyl skyllede kyllingerne væk i kloaken. Det var en sorgfuld dag, både for Herdis-moderen og hønemoderen.

Ved børnebørnenes fødselsdage gratulerede bedstefar ved at sende en gave. Så kom der en kærlig lykønskning med en bilagt to-krone med posten. Nok lyder beløbet ikke af meget i vor tid, men den gang kunne det vel udgøre en betydelig del af en daglejers hele dagløn.

Meller Graum til fest

Der var året igennem mange festlige stunder i hjemmet, familiesammenkomster, nabokomsammen og vennebesøg. Det var et hjem, der var åbent for gæster og fester. Asta var særdeles socialt og gæstfrit indstillet, og som en god værtinde udnyttede hun alle lejligheder til at samle hele den store familie ved højtider og begivenheder. Et par af årets tilbagevendende højdepunkter var Niels Josva’s og hendes egen fødselsdag, som festligt fejredes med hele den store familie som gæster. Ved disse og ved andre festlige gæstebud kom det fine porcelæn og sølvtøj frem, og køkkenregionen blev suppleret med den stedlige kogekone til at stå for fremtryllesen af de mest superbe retter. Der blev ikke sparet, når der var fest på Meller Graum! Skønt madmor stod for den daglige drift i køkkenet – assisteret af pigerne, skulle der noget ganske særligt til for at vise gårdens formåen, når der blev indbudt til gæstebud. Ved særlige højtidelige lejligheder fandt man sit allerfineste og festligste puds frem og tog det på til festen. For mændenes vedkommende var det almindeligvis smoking.

Ved enhver lejlighed blev der hentet hjælp udefra. Når der skulle males, blev der skikket bud efter maleren – ligeledes med tømrer og murer. Husets ure blev jævnligt efterset af en urmager, der indprentede sig i børnenes erindring, fordi han havde en særpræget gang. Som et ur, der tikkende haltede en kende. Der var ikke noget med selv at fuske med arbejdsopgaver, som ikke lå inden for ens eget gebet. Det skyldes dog ikke, som nu, emsige fagforeningers indblanding, men ren og skær sund fornuft. Kjole- og børnetøjet blev syet af en syerske, Olga, fra Sæsing. Når der skulle syes tøj boede hun 3-4 dage på gården, mens hun arbejdede. Trædesymaskinen blev stillet op i dagligstuen. Mens Olga flittigt syede for fremmede, passede den også ugifte og jomfrunalske søster, Krista, huset i Sæsing, og på den måde overlevede de.

Telefonsvarer

Neden for markerne var tidligere hele områdets telefoncentral placeret i en mindre ejendom. Her boede en datter, som var jævnaldrende med Herdis, og de fandt derfor sammen i et godt og solidt venskab.

Telefoncentralen var en særdeles vigtig brik i det lille samfunds funktionalitet. Ikke alene holdt man dengang herfra styr på samtalerne og ekspederede dem samvittighedsfuldt, men man holdt tillige et vågent øje med abonnenterne og var meget bevist og opdateret om disses færden. Dersom der kom en opringning til Niels Josva kunne telefonbestyreren servicere med denne udtalelse: “Han er ikke hjemme i øjeblikket, men jeg har lige set, at han gik over til Jens i Øster Graum – skal jeg stille om dertil?” Det var før servicen med tekniske telefonsvarere blev opfundet.

Ved nedlæggelsen af centralen, overtog Niels Josva huset og de tilliggende jorder. Et ægtepar, Hans og Ingeborg, flyttede ind og blev fodermesterpar på Meller Graum gennem mange år.

Familiebesøg

Der var naturligvis ofte besøg hos de nærtboende familier. Det foregik ofte på cykler ad små, kringlede stier hen over markerne, Så cyklede fatter forrest, efterfulgt af børnene i aldersmæssig rækkefølge og med mor bagest for at afslutte kortegen.

En særlig glæde var det, når der om sommeren kom besøg af feriegæster. Det kunne være fætrene, Svend Siune og Jørgen Krisand. Deres mor var søster til Asta. Onklen var diakon og leder af et privat hvilehjem i Sindal – en noget større by i omegnen, der ‘smagte’ en kende af ‘den store verden’. Disse drenge lå på et lidt højere kulturelt plan end de lokale landmandssønner. De ville således ikke leve livet videre med deres fars jævne efternavn, så de konstruerede hvert sit personlige efternavn, som de siden har benyttet livet igennem. Siune er et gammelt udtryk for Sindal, og Krisand er en opfindsom sammentrækning af Kristensen og Andersen.

De udgav hver dag under besøget en ‘avis’, der fortalte om det daglige liv – og for dem interessante liv – som de oplevede i de glade feriedage på gården. I avisen kaldte de Herdis for ‘frøken Nielsen’ og referede grundigt hendes daglige færden. Meller Graum børnene havde også dejlige feriedage på hvilehjemmet i Sindal. Det satte sig dog ikke noget varigt spor i den stedlige verdenspresse.

Tillidsjob

En fremsynet og dygtig landmand havde naturligvis interesser på fagets vegne ud over sine egne markers skel. Det gjaldt således alle de tre aktive brødre, der boede i Tårs-området. Tilsammen sad de i sogneråd, brugsforeninger, mejerier og sparekasse m.m. De udgjorde således tilsammen en hel ‘Nielsen-klan’ på egnen. Niels Josva selv var medlem af bestyrelser i bl.a. Brugsen i Taars og mejeriet i Sæsing. Det gav nære kontakter til andre aktive folk på egnen, bl.a. til den særdeles betydningsfulde gårdejer på Agdrup. Han var en højt anset mand, der beklædte et betragteligt antal bestyrelseposter – bl.a. i elselskabet Vendsysselværket ved Nørresundby.

Ved næste generations amourøse mellemkomst blev der knyttet langvarige relationer mellem familierne på de to gårde. Meller Graum-sønnen friede til Agdrup-datteren – og fik ‘ja’. Det nyforlovede par blev festligt præsenteret for familierne og senere gift i 1958.

Der var gode muligheder for transport mellem disse to gårde, idet den nu nedlagte privatbane mellem Hjørring og Hørby var placeret så ideelt, at den næsten forløb lige forbi de to ejendomme. Så stod man på toget i Tranget og hoppede af ved trinbrættet i Bøjholm. Det fortælles, at faderen en dag, da han var sent på den, telefonerede til stationen, om de ville vente en kende, så han kunne nå toget. Det var før, der var noget, der hed DSB-service.

Sammen med bl.a. sognerådsformanden, Jens Libak Hansen fra Tårs, havde Niels Josva hyggelige og regelmæssige skakaftener. Libak var en dreven skakspiller og det stillede betydelige krav til Niels Josvas’ taktiske udfordringer i modspillet. Det var spændende aftner, hvor hustruerne – med deres håndarbejder – snakkede og underrettede hinanden om egnens aktuelle nyheder.

Niels Josva, kom ofte stolt ridende til møderne i Brugsen. Men hesten kunne ikke lide lugten i bageriet – eller måske snarere Brugsens staldmenu – så han slap simpelthen hesten løs og lod den selv finde hjem til sin egen lune stald. Ja, det var tider den gang, da man kunne tillade sig slige færselssynder.

Motoriserede hestekræfter

I løbet af trediverne syntes Niels Josva, at udviklingen på Meller Graum havde formet sig så gunstigt, at man også udadtil kunne antyde det. Hvad ville være mere naturligt, end at forene det nyttige med det behagelige – og samtidig få et statussymbol. Han markerede derfor de hidtil gode resultater med indkøbet af en skinnende Ford-bil, Der var ikke mange personbiler på vejene med ‘P’ på nummerpladen på de tider, så vendelboerne kunne nok fornemme, at det var en gårdejer med en veldrevet ejendom og styr på sagerne, der kom agende. Desværre medvirkede de ugunstige tider, at bilen i alle besættelsesårene måtte henstå ubenyttet og opklodset i laden.

Men heldigvis kunne han vende tilbage og foretage sine udadvendte gøremål ved – som forhen – at lade sig transportere på hesteryg eller i sin ponyvogn. Når Niels Josva var på tur på fremmede egne og strøg, søgte hans trænede landbrugs-øje altid at vurdere, hvordan høsten stod – og hvor god jordens bonitet var.

Skolegang og uddannelse

Skolegangen foregik i den nærliggende skole i Skiveren. Det var en to-klasses skole, som på det tidspunkt var det almindeligste på landet – det var lige før den tid, hvor der blev tale om at etablere centralskoler. Den idylliske skolebygning i Skiveren ligger der stadig og vidner om tidligere tiders skolekultur.

Mange unge har erhvervet sig god viden og kundskaber gennem undervisningen i ‘den stråtækte’ med blot én lærer, men der er ingen tvivl om, at mulighederne er vokset gevaldigt ved oprettelse af centralskoler med flere lærere. En af de første centralskoler i landet blev planlagt i Tårs. Det var ikke mindst den fremtidsorienterede sognefoged, Libak Hansen, der var initiativtager hertil. Som ved alle slige ændringer, skulle der også her overvindes modstand fra visse borgergrupper. “Er det nu nødvendigt at sætte noget sådant i værk, før det skal ske ved lov!” Resultatet blev dog, at centralskolen blev en realitet – som den første centralskole i Danmark..

Lærerne fra de tidligere små skoler i området udgjorde det første lærerkollegium, suppleret med nye kræfter udefra. En lærer fra en af de tidligere en-mands skoler fik ansættelse på den nye centralskole. Dette var dog en så alvorlig og ubærlig forandring for ham, at han ikke kunne magte det. Han tog sit eget liv.

Vinterliv i Graum

Det var rigtig strenge vintre dengang i 30′ og 40’erne. På en måde havde man fri for udendørs beskæftigelse i mark og eng. Man kunne slappe af indendørs, og hygge sig dér i kakkelovnsvarmen. Naturligvis skulle kreaturerne passes som sædvanlig. De hyggede sig også i staldvarmen og længtes måske til igen at komme ud på de friske, grønne forårsmarker. Fodersituationen skulle gerne fungere optimalt. En håndregel fortalte, at når man kom til Kyndelmisse – den 2. februar — så skulle der være halvdelen af foderet tilbage.

Det var først og fremmest vigtigt at sørge for, at mælken blev transporteret til mejeriet, Det kunne være besværligt efter snefald, som totalt afspærrede vejene. Det var jo af fælles interesse at få sendt mælken af sted, så alle mænd fra gårdene måtte ud på vejene for at kaste sne, så der kunne blive fremkommeligt for mælkevognen. Den kunne dog ofte komme på en meget lang tur, hvis vejene atter og atter føg til, eller hvis der kom nye snefald. I værste fald måtte mælkejungerne sendes til mejeriet på slæde. Denne kunne også benyttes ved andre lejligheder. Ved familiebesøg og lignende. Så havde man knap nok behov for veje. Færden kunne foregå i rask fart hen over mark og skel

For ungdommen gav vintertiden lejlighed til megen spas og udendørs liv. Der blev løbet på skøjter på den tilfrosne andedam og kælket på bakkerne. Kælken var fremstillet egenhændigt af bedstefar.

Skolevenner

En måske noget overset fordel ved den lille skole var, at eleverne blev rystet godt og grundigt sammen. De havde jo både deres skoleliv og hjemmeliv i nærområdet. Mange skolevenskaber strakte sig ud over skoletiden og også til perioder betydeligt senere i livet. Langt fra hjemmet – og i mindernes stund – kunne glade erindringer om de forne dage i Skiverens skole dukke frem fra glemslens mørke.

En tidligere skolekammerat var således flyttet så langt væk fra Vendsyssel som til Italien, og var her kommet til at dvæle ved erindringerne om den gamle skole. Og så var der jo den bette Herdis-pige med de røde lokker! Hvor mon hun befinder sig nu? Han satte en større opklaringsproces i gang via skolevæsen, kommuner, folkeregistre m.m. En skønne dag kunne han så – 20-30 år senere – banke på Herdis’ nuværende dør og sige “Hej, her er jeg – kan du huske mig fra skolen i Skiveren?” Ja, Herdis evner at klæbe sig fast i erindringen.

Børneleg

At være barn på en gård må give en meget berigende opvækst. Fra de helt spæde år er børnene allerede blevet en del af gårdens verden. De er hurtigt blevet fortrolige med gårdens daglige liv, og blevet fuldstændig klar over, hvordan hele gårdens drift hænger sammen. De er blevet bevidst om, hvad mor og far beskæftiger sig med. I byen er det ikke særlig almindeligt, at børn har en klar forestilling om forældrenes arbejdsdag, og hvad far og mor beskæftiger sig med. Det er verdener, der ligger langt væk fra deres børneverden..

Derfor blev mange børnelege imitationer af den større verden på gården. Man legede med ‘hulsten’, der forestiller køer, som med en strikke kunne trækkes på græs eller finde plads i den hjemmelavede ‘stald’, som var formet af grene. Avanceret legetøj i nutidens forstand fandtes naturligvis ikke. Piger legede selvfølgelig med dukker, og monstro ikke drengene placerede deres interesse i legetøj, som biler og traktorer. Når man var sammen med jævnaldrende spillede man bold og lignende. Andre børnelege har sikkert været de klassiske: legen ‘far, mor og børn’ eller ‘doktor’.

Ungdomsliv

Der trivedes et frodigt ungdomsliv på egnen – baseret KFUM og K-foreningen i Koldbro. Her mødtes piger og karle. Specielt satte en ung præst, Henrik Christiansen, sit store præg på dette arbejde.

Det var en person, som Herdis allerede den gang beundrede. Han medvirkede ved en senere lejlighed til at forme hendes tilværelse. Da hun i sin ungdom kom på højskole i Haslev, var han blevet forstander dér. Han vakte lysten til at blive lærer i hende – og søgte på den måde at opmuntret hende til en fremtidig livsgerning. Senere i livet er der kommet tilkendegivelser om, at den unge præst – der senere i livet blev biskop i Aalborg – ikke havde glemt Herdis eller hendes familie.

Ungdommen fik tidligt lagt grunden til deres fremtidige beskæftigelse. Særlig for piger gjaldt det, at de skulle uddannes til at blive gode gårdmandskoner, ligesom deres mor. Det indebar, at de skulle lære husgerning, sy- og broderiarbejde. Ja, og så skulle de kunne synge og spille på klaver – til glæde for en kommende husbond. Højskoleophold var med til at give en åndelig ballast.

Pigers fremtid

Det fortælles, at dersom man rådspurgte egnens autoriteter, præst og skolelærer, om hvilken uddannelse, det ville være klogt ar give sine piger, fik man det svar, at det ikke var absolut nødvendig med nogen speciel uddannelse. Det ville nærmest være spild af resurser. “De finder sig sandsynligvis en gårdmandssøn, og skal derfor opdrages i de dyder, der gør dem til gode gårdmandskoner”. Sådan var den almindelige mening på den tid.

Det viste sig da også snart, at de to ældste søstre, tvillinge-pigerne, hver fandt sig en driftig gårdmandssøn fra egnen som ægtemand. Der var tale om et særdeles yndefuldt, eftertragtet og anstændigt tvillingepar, der nok kunne få en hoben hartkornsfyldte karlehjerter til at galoppere. Førægteskabeligt samvær var ikke velset på den tid. Ved barnefødsler blev det nøje overvåget, om undfangelsen var sket inden for moralens tilladelige rammer. Der var faktisk tale om, at den hele egn var et slags moralsk vagtværn.

Et varmt afskedskys – måske trukket lidt i langdrag – bag ladens skærmende mur var det dristigste og tilladelige efter en glad aften i ungdomsklubben. Det så forældrene gennem fingre med. Men man skulle huske at lukke den afslørende låge efter sig!

Som en modsætning til datidens strenge moral, er det interessant at konstatere, hvor hurtigt den ældre generation alligevel har accepteret de nuværende unges frie måde at leve sammen på.

Lærerstudie

For piger var det virkeligt vigtigt at finde den rette og driftige ægtemand, der med en rimelig god gård kunne forsørge en fremtidig familie. Derfor blev indgåelse af ægteskab utvivlsomt baseret på lige dele kærlighed og økonomisk fornuft – et synspunkt, der ikke mindst blev støttet fra forældrenes side. Det var en beslutning, der havde konsekvens på livslangt sigt, idet et ægteskab vitterlig formodedes at vare til livets ende. Ægteskabet beroede i høj grad på både et kærlighedsforhold og et arbejdsfællesskab.

Herdis følte allerede som helt ung, at fremtiden som landmandskone nok ikke rigtig var noget for hende. Eller måske viste den rette gårdmandssøn sig ikke på arenaen. Hun skulle ellers nok med sit røde hår og lyse sind få rusket op i karlehjerterne. Hun gennemgik de samme dyder og uddannelser, som søstrene. Under en orgeleksamen på Ranum seminarium blev hun vidne til, at elever med fakler hyldede en lærer på hans runde fødselsdag. I en sådan sammenhæng ville hun gerne finde sig selv i fremtiden.

Det var dog først, da hun kom på højskole i Haslev, hvor den tidligere omtalte præst var blevet højskoleforstander, at hun – efter hans forstærkede tilskyndelse – først for alvor blev klar over, at netop dét skulle blive hendes fremtidige levevej. Nok nærede hun nogen betænkelighed med hensyn til, om hendes skolegang var et tilstrækkelig solidt fundament for et sådant studium. Men med familiens solide og helhjertede støtte og hendes egen flittige og målrettede indsats blev vanskelighederne gjort til skamme, og hun begyndte at læse til lærer i Haslev, og det blev således hendes fag for hele resten af livet. Talrige understregninger og afmærkninger i hendes tidligere lærebøger kan tages som bevis for den flid og energi, hun lagde i studiet.

Det var et væsentligt incitament til at klare udfordringerne, at man ikke dumpede. Det ville være ubærligt den gang – og man kunne risikere at komme i folkemunde med det prædikat, at man ikke duede, og at man havde stilet for højt. Sådan er det heldigvis ikke i vor tid. Nu om stunder følger der ingen skam med det at skifte studium eller at gå semestre om. Det er nu til dags måske nærmest blevet mere reglen end undtagelsen.

Gårdnavn som efternavn

I en periode i Herdis’ skoleliv benyttede hun opfindsomt fødegårdens unikke navn, ‘Mellergraum’, som sit eget efternavn. Der var på skolen i Fjellerad et overtal af lærere med det mere almindelige ‘Nielsen-navn’, så Herdis var således i stand til at skille sig ud fra Nielsen-flokken. Da hun i samme periode blev optaget i Filharmonisk Kor i Aalborg som sopran, var det således også under navnet, Herdis Mellergraum, hun blev kendt.

Med hensyn til sønners uddannelse var synspunktet noget anderledes, end for piger. Deres fremtid skullle ikke baseres på oplæring i huslige gøremål og beskæftigelser som broderi og syning. De skulle ikke forlods trænes i at gå ind på en fremtidig madmors gebet. Det kunne give en illoyal konkurrence senere i livet.

Herdis’ storebroder, hvis hu ikke havde stået i landbrugets tegn – i hvert fald, hvad der angik den daglige, jordnære drifts besværligheder, blev skikket til skolegang i den private realskole i Øster Vrå. I og for sig et besværligt arrangement, idet det var under Besættelsen, og der var meget sparsom offentlig trafik mellem hjemmet og skolen på den tid. Pigerne fulgte ham gerne til toget i Tranget, og hjalp med at bære skoletasken. Han var jo sønnen!

Det kan dog konstateres, at opvæksten på gården havde sat sit præg på hans erhvervsmæssige udvikling. Fra en begyndelse i den stedlige brugs, formede han en solid og succesfuld løbebane inden for andelsbevægelsen. I handel med korn og foderstoffer.

Venstre

Selv om Niels Josva ikke var aktiv inden for det politiske liv, skulle der dog ikke herske nogen tvivl om, hvor hans politiske ståsted var at finde. Det var ikke Thorvald Stauning eller Karl Marx, der prydede væggene hjemme i Meller Graums stuer. Nej, som ‘fuldblods-bonde’ støttede han sig naturligvis til det parti, der varetog bøndernes interesser, som jo også i høj grad var hans egne. Det var partiet Venstre. I de dage var der et betydeligere mere markant politisk spænd mellem samfundsgrupperne. Groft set var det bønderne over for arbejderne, der stod i et iøjnefaldende og stærkt modsætningsforhold til hinanden Dette spændingsfelt er jo i vor tid minimeret i den grad, at den politiske kamp sker på en særdeles indsnævret midterbane.

Det kunne hænde, at gårdmandssønner, som ofte i de unge år fik bylivet at smage, blev betaget af visse forblommede, venstreorienterede synspunkter. Når en sådan søn kom hjem og i ret så begejstrede vendinger forelagde det nyerhvervede, idealistiske tankegods for sin vendsysselske far, skulle han nok hurtigt få konstateret, at sligt ikke faldt i god og gødet jord hos den gamle. Med overbevisende argumenter fra faderens side lykkedes det hurtigt – uden sværdslag – men med ordets og fornuftens kraft som bisidder – at få gennet ‘den vildfarende’ ind på den rette og smalle vej igen.

Niels Josva kunne kortfattet kommentere den politiske situation således: “Når vi efter et valg får en venstreregering – så må den altid først feje grundigt op efter den tidligere socialdemokratiske regering, der sædvanligvis har afleveret en økonomi i ruiner”. Hvis børnene senere spurgte far til råds om, hvor man skulle sætte sit kryds på stemmesedlen, var svaret: “Sæt I trygt jeres kryds ved Venstre, så kan det ikke gå helt galt!”

Sang og musik

Man kunne lide musik og sang – både i Meller Graum og i den hele omgangskreds. Når man var på besøg hos hinanden om aftnerne, sluttede samværet altid med, at sangbøger blev fundet frem og delt om. Det var Højskolesangbogen eller Hjemlandstoner. Så sluttede en god aften med et par sange, inden man gik hver til sit. Børnene lærte tidligt disse sange.

Derhjemme havde man et stueorgel – et harmonium – som alle pigerne lærte at spille på. Når de nåede 16 års alderen var de kvalificeret til at bestå ‘den lille organisteksamen’. Derefter gik undervisningen videre med klaverspil. Døtrene har bevaret deres kærlighed til sang og musik livet igennem. Husets søn fik ikke en fremtid med klaverspil. Han trakterede i en kortere periode en tuba i et FDF-orkester, efter at have forsøgt sig på naboens violin

Missionen

Området har altid været betydeligt religiøst præget. En enkefru Sørensen fra Tårs beretter, at hun som ung – i begyndelse af 1900-tallet – tjente hos Per Graum – daværende sognefoged Per Christensen – som den gang ejede Meller Graum. Efter spisetid blev folkene kaldt sammen til aftenbøn, og hver søndag kl. 10 lukkede Per Graum døren op til køkkenet og kaldte: “Kom ud, så læser jeg en prædiken”,

Man hældede særlig til Indre Mission. Denne bevægelse var særdeles udbredt i Vendsyssel. Den var fostret på det grundlag, at drikfældighed og spillelidenskab havde taget overhånd. Der var adskillige eksempler på, at bønder i drukkenskab havde spillet deres gårde væk ved kortspil. På det grundlag satte Indre Mission et kraftig fokus på den slags udskejelser med en række forbud.

Dog var der i hjemmet på Meller Graum ingen fordømmende påbud af særlig art. Man yndede dog ikke at børn fødtes udenfor ægteskab og ej heller giftermål mellem fraskilte. I særlig grad tog Josva Nielsen det meget ilde op, hvis en mand, han talte med, gav sig til at bande. En sådan mand ville han bestemt ikke samtale med. Søndagen blev visseligt holdt hellig. Der blev blot udført det mest nødvendige arbejde med hensyn til husdyrene.

Samværet mellem ligesindede gav et frugtbart sammenhold på egnen, og man mødtes ved mange lejligheder ved aftensmøder i Kolbro, som kunne være ledet af prædikanter udefra.

En sådan var missionæren fra Vistoft på Mols. Han kom en gang årlig på besøg, når kornet stod flot på markerne. Ved disse lejligheder boede han i gæsteværelset hos Niels Josva Nielsen. Han var en yngre, flot mand og kom som et frisk pust udefra. Han var ‘herregårdsmissionær’, og havde en særlig opgave med at udbrede missionen blandt de mange karle og piger på herregårdene. Sønnen på gården hentede og ledsagede ham fra og til toget på den nærliggende station i Tranget. Han var en gemytlig fyr og altid frisk med en god bemærkning. “Hvis Jesus havde levet nu om stunder, så havde han siddet i Frederikshavn arrest”, sagde han. Det var jo under Besættelsestiden.

Han kom troligt år efter år – men pludseligt et år dukkede han ikke op som vanligt. Sønnen og de andre unge på gården undrede sig – men kunne ikke få forklaring på hans udeblivelse. Mor og far lagde et tavshedens tabubånd om missionæren og hans skæbne. Efterhånden fandt man dog ud af, at der var ‘ugler i mosen’. Han havde benyttet sin stilling som missionær lidt for intensivt og havde derved pådraget sig en erhvervsrisiko. Han var blevet far til et barn med en herregårdspige under en af sine missionske rundrejser, skønt han havde kone og børn hjemme på Mols. Derfor var han med fuld musik blevet smidt ud af Indre Mission. Det havde vist ikke været det, der havde været den egentlige mening med missionærstillingen. Ak ja, fristeren er allestedsnærværende!

Otium

I 1967 følte Niels Josva, at det var tiden at lægge op og nyde sit otium efter mere end 40 års drift af Meller Graum. Gården blev solgt til et yngre ægtepar, hvor manden var fra Vendsyssel og konen fra Vassingerød på Sjælland. Niels Josva og Asta var forvisset om, at gården med de nye ejere ville blive videreført i samme ånd, som den var drevet i deres tid. Måske ville fremtidens vilkår bringe nye udfordringer med sig. En gård er jo et objekt, der går i arv – om ikke altid i familiemæssig henseende – så dog i forhold til generationernes skiften. En lang række af dristige landmænd havde, siden gården blev anlagt først i 1800’tallet, sat deres individuelle præg på Meller Gaum og dens bygninger.

Niels Josva og Asta flyttede til den nærliggende by, Tårs, hvor de levede sammen i et mangeårigt otium i et skønt og moderne parcelhus. Dog måtte Niels Josva tilbringe sine sidste år alene på byens plejehjem.

Begge er begravet på Tårs kirkegård i den egn og det område, der havde dannet ramme om deres solide og arbejdsfyldte tilværelse. I et vist perspektiv er de også her på den lokale kirkegård bragt i selskab med de venner og naboer, som de havde levet sammen med livet igennem – både som børn og videre i det voksne liv. Graven vedligeholdes smukt af deres børn.

Et ikke uvæsentlig træk er, at efterkommerne i Asta og Niels Josva’s ånd fik lagt grunden til et videreført samlet familiesammenhold, som har vist sig at have en stor holdbarhed. Hvert år samles hele ‘Meller Graum-klanen’ til det fælles samlingspunkt, ‘familiedagen’, Også større familie-festdage fejres nu om stunder med samling af hele den nuværende, store familie.

Tidsbillede

Beretningen her er samtidig historisk tidsbillede, der om end det kun ligger 60-70 år tilbage i tiden, så alligevel repræsenterer en epoke, der totalt er forsvundet og ikke eksisterer mere.

Nok var det ikke nemt for en ung landmand at starte en bedrift i de tidligere tider. Flid og dygtighed gjorde det ikke alene. Der måtte økonomisk hjælp fra familien og kautioner til – og mange klarede alligevel ikke skærene. Hvis man dog kom heldigt over startfasen, så var grundlaget skabt for videre succes – i høj grad gennem videreførelse af de dyder og erfaringer, som man havde arvtaget fra sin fædrene generation.

Sådan er det ikke nu til dags. Udviklingen – også inden for landbruget – går frem med så stor hastighed, at man ikke blot kan støtte sig til erfaringer fra sit barndomshjem. At drive landbrug i dag må nødvendigvis være baseret på specialiseret drift og større enheder. Den blandede driftsform, der i sin tid gav sikkerhed. ved, ‘at når det ene går ned – så går det andet nok op’, eksisterer ikke i dag. Man er nødt til ‘at lægge alle æggene i samme kurv’ – være dygtig og specialiseret til at mestre disse udfordringer – og leve eller bukke under på disse vilkår.

Den gård, der var hjemsted for en stor familie, samt karle og piger, ville i dag næppe kunne brødføde en familie, som måske endda skulle have beskæftigelse med andet arbejde ved siden af for at klare økonomien. Man kan næppe mere leve af det klassiske, blandede landbrug med dyr og afgrøder af alle slags – nutiden kalder på stordrift og specialisering.

Luftfotoet af gården Meller Graum fra 1955, og ovenstående billede af familien fra 1938, har inspireret mig til disse erindringer – begge billeder pryder Herdis’ væg over hendes skrivebord.

Willy Kok
september 2008

Tidstavle

Kristian Nielsen: 11.07.1859 – 16.03.1946, ….(Aas Mølle 1894 – 1936)
–Marie 19 .05.1869 -08.10.1902
–Anna 25.02.1878 – 08.01.1946 (2)
Jakob: (Aas Mølle 1936 — 1960)
Niels Josva: 29.11.1898 – 05.07.1991, ………….(Meller Graum 1924 -1967)
–Asta: 30.06.1899 – 03.01.1987
—-Cecilie Chrisrensen: 09.03.1931
—-Marie Møller Jensen: 09.03.1931
——Jens Møller Jensen: 11.03.1931. ……………..(Vester Håsen 1954 – 1959)
—-Vendel Nielsen: 29.04.1932
——Agnete Nielsen: 04.07.1932
—-Herdis Affertsholt: 21.12.1934
——Ludvig Affertsholt: 30.07.1920 – 22.12.1983
Jens Peter: ………………………………………………..(Øster Graum 1936 – 1964)
Johannes (2): (Hedebjerg)

Kilder

Interesseret lytning ved adskillige sammenkomster i selskab med Meller Graum-familiens første generation. Det er Marie, Cecilie,Vendel – og naturligvis Herdis.
Nettet
Tårs – en by i Vendsyssel. Bind 1 og 2.