Willy Kok > Essays > Med oliefarver, pensler og palet

Med oliefarver, pensler og palet

Stor var min forundring, da min svigerdatter og søn ryddede op i mit skur. Der skulle skaffes plads til deres familiebilers vinterdæk. De fremdrog en stak gemte malerier fra min fortid. ‘Kunstværker’, som jeg for længst havde overladt til glemslens mørke. Men tænk jer – nu hænger flere af dem min sandten på fornemme pladser hos Anne og Henning på Drejøvej. Det har bragt fortidens unoder frem på den indre erindringsskærm.

Det var i midten af 1960’erne, at jeg meldte mig til et aftenkursus i kunstmaling hos Aalborgmaleren, Renal Bache. Jeg har fra barnsben været meget interesseret i både at tegne og male. – måske i nogen grad inspireret af min fætter Carl, der gjorde sin kunst til levevej livet igennem. Hans kunstneriske evner havde altid den gang stået som et mål for mig.

Jeg forsynede mig med staffeli, palet og oliefarver og således udrustet troppede jeg op til det første møde med kunstens verden på Kjellerupgades skole i Aalborg.

Jeg deltog i denne kursusvirksomhed igennem nogle sæsoner, og følte, at jeg havde stor glæde og udbytte heraf. Deltagelsen i disse kursus skulle blive en særdeles givtig periode for mig. Det gav et forløsende modstykke til de vanskelige opgaver på fabrikken Norden, som var min arbejdsplads.

Vi startede fra grunden af – begyndte at male motiver, som vi fandt på postkort. Samt malede ‘stillleben’ af opstillede vaser og krukker og lignende

Ud i naturen

I den sidste del af sæsonen – ved forårstide – var vi også ude i naturen ved den nylig installerede TV-sender i Frejlev med stafferi og malergrej. Nu skulle vi inspireres af selve naturen. Det var spændende, at opleve at få lov til – så at sige – at ‘tage naturen med hjem’ på lærredet.. Faktisk lærte vi samtidig at betragte selve naturen med helt nye øjne og fangede hidtil oversete detailler.

Renal Bache var en ung kunstmaler, der selv eksperimenterede på forskellige fronter. Han udførte en hel del collager og gjorde også en del i det abstrakte. Vi besøgte ham ved flere lejligheder i hans ateliér, som lå i en bagbygning til Vesterbro – lige op mod Almenkirkegården.

Han virkede utrolig inspirerende på mig.

Jeg var fuld af nysgerrighed for at få indblik i et så bredt område som muligt inden for malerkunsten og spurgte ham, om han ikke ville vise mig, hvordan man udfører non-figurative billeder Det, som man i første omgang skulle tro ville være meget let og enkelt, viste sig at være meget svært. Når man malede billeder efter modeller eller efter natur, havde man altid et givet mål at arbejde hen i mod. Et abstrakt maleri derimod have kun ens egen fantasi at inspireres ved – og den inspiration og opfindsomhed – skulle det vise sig – blev meget hurtigt kørt til ende..

Vend billedet en kvart omgang, var Renal’s råd. Så finder du måske nye muligheder i det. Det lød meget ukunstnerisk, men jeg måtte erkende, at man virkelig kunne finde ny muligheder, når man fik studeret det halvfærdige lærred fra nye synsvinkler. Men billedet måtte ærlig talt somme tider vendes adskillige gange for at få sat inspirationen i gang.

Det lærte mig en del om, hvor vanskeligt det er at være kreativ, når man selv skal stille målet op.

Hængt op

Jeg var meget optaget af at male, og havde – ikke til helhjertet og udelt glæde for Monna – opstillet staffeliet i hjørnet af vor spisestue på Johannemindevej 30. Derfra var der fra vinduet udsyn til gode naturmotiver med bl.a.udsigten til de inspirerende og farverige skrænter ved Nordens kridtgrav.

Det var – i et kunsterisk perspektiv – en flittig og kreativ periode i mit liv. Jeg malede i glædelige – men også i mindre opløftede – stunder og de vekslende sindsstemninger kunne nok sætte sine præg i oliefarverne på lærrederne.

Men nu er jeg altså ‘hængt op’ med flere opus’er, hvad jeg ellers aldrig har kandideret til. Mine originale rustikke trælistede rammer, som jeg egenhændigt har udført ved aftenstide på Nordens tømrerværksted er kasseret og erstattet af fornemme sølvrammer, der måske nok sætter de ungdommelige værker i et lidt skævt perspektiv. Mine ungdommelige og famlende forsøg på at få et indblik i kunstens verden har ikke stilet mod ar komme i fine rammer og udsøgt ophængning i efterkommernes stuer. De har ikke aspireret til at komme ind i de højere kunstneriske cirkler.

Malerperioden stod på i en hel del år. Jeg fremstillede vel ca. 25 billeder i alt. Så blev denne hobby afløst af andre foretagender og travlhed i arbejdslivet. Flere gange i min senere tilværelse har jeg forsøgt at genkalde inspirationen fra den gang uden at det er lykkedes.

Willy Kok
19.02.04