Jeg kom ind i Modstandsbevægelsen i efteråret 1944 – 17 år gammel. Jeg var maskinarbejderlærling på Valby Maskinfabrik (F.L.Smidth) på det tidspunkt.
Det skyldes opfordring fra tre af mine tidligere skolekammerater, der allerede på det tidspunkt var med bevægelsen. Det var naturligvis med en vis spænding, jeg mødte op ved det første møde. Det viste sig at være en del af den allerede dengang etablerede afdeling af Modstandsbevægelsen, som kaldes ‘Frederiksbergbatallionen’.
Dæknavnet for ‘foreningen’ kaldtes ‘Frederiksberg Motionsforening’ og en indendørs træning fandt sted i gymnastiksalen på Duevejens skole på Frederiksberg. Her dyrkede vi den slags gymnastik, der skulle danne baggrund for en god fysisk kondition.
Af sikkerhedsmæssige hensyn benyttede vi ikke vore egne navne, så der var kun få af medlemmerne, der kendte hinandens virkelige identitet. Jeg hed således ‘Jørgen Hansen’. Det var nødvendigt at lægge et sådant slør ud, idet det faktisk var forbundet med fare at være med i bevægelsen. Det blev straffet hårdt af den tyske besættelsesmagt, dersom man blev opdaget. Derfor var det vigtigt, at kammerater ikke kunne blive angivet, hvis et gruppemedlem skulle være uheldig at blive ‘taget’ af tyskerne.
Den mere militære træning fandt delingsvis sted i skovene nord for København – især Geels skov og Rude skov. Vi tog derud søndag formiddag. Det foregik med S-toget, og naturligvis var vi godt spredt i togets vogne.
Den militære træning var så nær som mulig på samme stade som i det ‘rigtige’ militær og befalingsmændene var da også officerer med fortid i hæren. Man var ganske udmattet efter en sådan lang trænings-søndag i skoven.
Våbentræning
En særlig disciplin udgjorde våbentræningen. Den foregik på gruppeplan. Det fandt sted forskellige steder i byen fx. i private hjem og i menighedslokaler. Sjældent samme sted flere gange i træk. Der var en stor spænding forbundet med at transportere våben til og fra disse steder. Det kunne være ganske vanskeligt at bære maskinpistoler og batzoogaer skjult under en cottoncoat – ikke mindst, når man passerede en tysk soldat på vejen. En ubehagelig ulykke indtraf i et privat hjem i Saxogade, hvor en af gruppens medlemmer kom til at affyre et vådeskud, der ramte en kammerat i maven. Det lykkedes dog at få patienten diskret og hurtigt sendt af sted med ambulance og derved få ham under hospitalsbehandling. Heldigvis fik han ikke varige mén af episoden.
I det hele taget var det ikke mange steder, man kunne træffes til samtaler, holde kontakt og lægge planer med hinanden i det daglige. Der var jo både udgangsforbud og spærretid. og tyskerne var i denne del af besættelsen særdeles årvågne over for modstandsgrupper,
Et af de steder, vi fandt som mødested for vor gruppe, var Frelsens Hær i Gartnergade på Nørrebro. Ingen kunne fatte mistanke om, at vi mødte op til disse møder, og også benyttede det til en helt anden slags mødeaktivitet. Det kunne dog også her være farligt. Det blev det for mig. Ved et af disse møder fik jeg øjenkontakt med en smuk, ung pige. Hendes forældre var frelsersoldater, men det var hun ikke, selv om hun overværede møderne. Det gav anledning til, at amorinerne begyndte at slå med vingerne, selv om der ikke blev tale om nogen som helst kontakt på det tidspunkt. Men oplevelsen havde dog bidt sig fast, som det skal berettes senere.
Skindfarveriet
Et andet sted, hvor vi mødtes var i et skindfarveri, som lå i en baggård på Vesterbrogade, dér, hvor Sagabiografen og Vesterbro Bio lå. Indehaveren, som var vor kompagnichef , blev kaldt Bache. Under besøget blev vi gerne sat i gang med at gnide de indlevere sko af med pimstenspulver før de skulle farves. Det var jo i krigens tid, og alle ting skulle genbruges,
Vor lille gruppe havde et par aktioner. Ikke for at lave sabotage, men for at skaffe udstyr til den forventede aktion, der skulle medvirke til at afslutte besættelsen.
På en radiofabrik havde vi fået underretning om, at der var en del stålhjelme, bestemt til brug ved luftangreb. Dem fik vi fat i ved et diskret indbrud.
En operation, der var noget problematisk for mig, var et attak på min arbejdsplads, hvor der i forbindelse med beskyttelsesrum var en hel del stålhjelme. Gruppen trængte ind ved at true portneren – med en pibe – men selv om jeg naturligvis ikke deltog i aktionen, fik jeg en fornemmelse af, at denne portner alligevel havde fået øje på mig. Men stålhjelmene kom da i vor varetægt.
Det forhold, at jeg følte, at jeg var blevet observeret i forbindelse med denne operation, pinte mig naturligvis meget. Om morgen, da min far, bror og jeg som sædvanlig skulle på arbejde, måtte jeg bekende kulør over for min far. ‘Du må hellere blive hjemme indtil videre, og lad os så se, hvordan tingene udvikler sig’, var hans råd. Jeg er taknemmelig for, at min far tog det hele på denne afslappede og forstående måde. Denne tid – ‘under jorden’ – kom nu ikke til at vare længe.
Danmark frit
Besættelsen var i sin sidste fase på det tidspunkt. Den 4. maj om aftenen. En skøn majaften ringede telefonen i den telefonkæde, der var etableret til formålet. Der blev nu kaldt til samling. Vi skulle mødes på Frederiksberg Elektricitetsværk på Finsensvej på Frederiksberg. Det glade budskab om tyskernes overgivelse blev sendt i den engelske radio og gav anledning til jubel i alle gader og stræder..
Jeg sadlede min cykel og anbragte den udleverede stålhjem på bagagebæreren. Så spurtede jeg af sted til den opgivne position. Her blev vi indkvarteret i værkets maskinhal og i det omfang, der var våben, blev disse udleveret. Der blev også udleveret rød-hvide-blå armbind, som skulle fungere som en slags uniform.
Sandt at sige var udrustningen og ledelsen ikke optimal. Der var ikke våben til alle og nogle af geværerne var af meget ældre dato – formentlig var det rester fra 1. verdenskrig.
Et held var det, at fjenden – tyskerne – godvilligt og meget hurtigt – fortrak sig ud af landet som en slagen hær. Uden at det blev til særlig mange konfrontationer. I hvert fald ikke på Frederiksberg, hvor vi befandt os.
Derpå forestod der et arbejde med at assistere det politi, der var blevet sat ud af spillet af tyskerne. Det bestod i afhentning af kriminelle og personer, der havde drevet landskadeligt arbejde under besættelsen. De fleste af disse operationer foregik på ladet af åbne lastbiler. Personbiler var jo i udstrakt grad blevet ‘opklodset’ under hele besættelsesperioden. Disse politisager havde et meget stort omfang i denne første tid efter befrielsen.
Flygtninge
En meget stor opgave bestod i bevogtning af de mange flygtninge, der var indkvarteret på et meget stort antal skoler og andre lokaliteter i området. En af de største lejre var KB-hallen, hvor gulvarealet fuldstændigt var belagt med mennesker. Der var kun ganske få kvadratmeter til rådighed til hver familie. Der var ingen adskillelser mellem familierne, og alt privatliv var udelukket.
Batallionen blev ret hurtigt flyttet fra elværket på Finsensvej til ‘Gimle’ – et kendt og navnkundigt forlystelsesetablissement, som lå på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Det gav mulighed for bedre arbejds- og overnatningsmuligheder.
Arbejdsopgaverne stod på i ret lang tid, inden politiet atter blev rekonstrueret.
Jeg kan konstatere, at jeg i forbindelse med disse opgaver i Modstandsbevægelsen har været fraværende fra min læreplads fra den 4.5 til den 1.8, altså i 3 måneder.
Så måtte jeg til sidst en dag tage ud til lærlingeværkfører Rosenberg og forespørge om jeg kunne komme tilbage i min læreplads igen. Jeg mødte op i uniform og med gevær, da jeg kom lige fra en vagttjeneste på en skole med flygtninge i nabolaget. Det viste sig, at man ikke bar nag til mig efter episoden med stålhjelmene, hvad jeg for øvrigt aldrig har hørt til siden. Det gav mig heller ikke forlængelse af læretiden eller andre ubehageligheder på grund af det lange fravær.
Så derefter optog jeg på almindelige vilkår mit læreforhold – uden forlængelse. Men alligevel med en stor oplevelse rigere – på trods min beskedne alder.
Willy Kok
11.12.2006