Willy Kok > Essays > Barndommens avis

Barndommens avis

Ikke mindst på grund af min fars stærke politiske bindinger til Socialdemokratiet abonnerede vi naturligvis på ‘Social-Demokraten’ med de manende ord under bladheadingen ‘Frihed, Lighed og Broderskab’. Det var i de fordums tider, hvor hver politisk retning havde sin egen avis. Politiken, Berlingeren, Nationaltidende m.fl. talte til hver sine proselytter. Socialen var talerør for arbejderklassen og den blev hver morgen bragt til døren på 4. sal.

Avisen havde et søndagstillæg, som hed ‘Hjemmets søndag’. Deri var bl.a. de herlige tegninger af Herluf Bidstrup – Bid, som han underskrev sig. Det var i høj grad politiske karrikaturtegninger i en fantastisk professionel streg, som i særdeleshed optog mig, der var meget interesseret i tegning.

Min mor var ikke så stærk i den politiske tro, og derfor have hun gennemtrumfet, at vi om søndagen også købte ‘Politiken’. Der var bl.a. en god kryds-og-tværs opgave, som hun satte pris på at krydre sin sparsomme fritid med – i selskab med en kaffetår. Den avis fik vi ikke bragt lige til døren, men vi drenge måtte hente den søndag morgen i den lille avisbod, der lå uden for lærlingehjemmet i Rantzausgade – lige over for Brorsonskirken.

Denne bod var en sag for sig, Et lille, firkantet skur med en snæver plads til én person. På siderne var løbesedler fra de forskellige aviser slået op. Den ældre avismand var en særdeles trind herre, der i bogstaveligste forstand fyldte både sit job og sin avisbod totalt ud man fik næsten tanker om, at han og boden var vokset sammen til en enhed, og at han sov i den om natten.

Politiken var skam også et godt bekendtskab for os ungersvende, Jørgen og jeg – ikke mindst på grund af tegneserierne med Hanne Hansen af Arne Ungermann – samt Kong Kylie.

Peter og Ping

Helt overvældende var det, når vor mormor lagde sin søndagmorgentur ind omkring Struenseegade. Hun havde et morgenjob med rengøring om søndagen i Malernes Fagforening i Rømersgade. Så medbragte hun for det meste Søndags-Berlingeren. Og den var yderst læseværdig for os drenge – især med de kulørte sider, der var fyldt med Storm P. tegneserier med Peter og Ping og meget mere af samme slags. Da mormor var en dame, der altid var tidlig oppe og desuden hurtig og gesvindt til sit arbejde – og også med sin rappe gang over jorden – tog hun ofte os børn på sengen ved hendes søndagsmorgenvisitter.

Datidens aviser gjorde en hel del ekstra ydelser for læserne. Det var både i form af konkurrencer, julelotterier og alle slags gætterier.

Smørret

Således var der i forbindelse med det store dyrskue i København i 1937 i Social-Demokraten en gættekonkurrence, om hvor mange dritler smør, der kunne stables op inde i Forum. Præmien var ikke til at kimse af: en hel drittel lurmærket smør. Det var ikke en uvæsentlig gevinst på det tidspunkt.

Den sag tog vor far, Ejner, meget seriøst op. Han tog sin sixpence på og spadserede over til Forum en søndag formiddag. Med sit velkendte øjemål – og med det eftertænksomme bid i tungen, der var hans særkende – gik han omkring bygningen flere gange og vurderede og summerede op inde i hovedet – ja, og kom faktisk til et tal, som han syntes lød mere end sandsynligt. Han var ikke så lidt stolt over sit hovedregnestykke, og lovede gavmildt smør ud til venner og bekendte – naturligvis og heldigvis forudsat, at han vandt – men derom nærede han nu ingen tvivl om sine beregninger

En skønne dag stod der en herre uden for entredøren – meget påtrængende – han ville gerne indenfor. Fatter syntes nok, at det var en noget anmassende opførsel – og det var lige før, han begyndte at smøge ærmerne op for at forsvare sin ejendomsret og kaste den formastelige på porten. Men så viste det sig at være en uskyldig pressefotograf fra Social-Demokraten. Han kunne berette, at han var sendt ud for at fortælle, at hr. Kock havde vundet konkurrencen om antallet af smørdritler, der kunne huses i Forum.

Nu skulle den heldige vinderfamilie fotograferes til morgendagens avis. Det ændrede med ét slag hele sagsforløbet – fotografen blev nu hjertelig og gæstfrit budt indenfor. Far, mor og lillebror Jørgen blev anbragt i sofaen og poserede med glade smil for fotografen. Jørgen med en smør-smurt mellemmad for fotografen skyld. Rettelig var det kun margarine, som huset kunne byde på i disse trange tider, men det kunne nu ikke ses på datidens sort-hvide avisbilleder..

Fatter havde jo rundeligt lovet smør ud til alle sider, dersom han vandt i konkurrencen. Så selv om gevinsten blev udbetalt kontant i rede penge, måtte han købe en hel del af det dyre smør for at opretholde sine løfter og komme fra sit lykkeheld med æren i behold.

Kapsejlads

Jørgen og jeg havde hver sin hjemmebyggede modelbåd, som vi sejlede med nede ved Peblingesøen. Det var nøjagtige kopier af rigtige sejlbåde med en mastehøjde på ca. 1½ meter. De var udstyret med sejl, der kunne påvirke rorindstillingen. Så vidt jeg husker blev de døbt ‘Svanen’ og ‘Mågen’. Det var naturligvis fatter, der var primus motor for dette bådebyggeri. I dyst med andre lignende både sejlede vi livligt og ihærdigt kapsejlads på søen fra den ene side til den anden – det gjaldt om at vise sit eget fartøjs dygtighed. Denne beskæftigelse var en kær forlystelse blandt ungdommen, og af og til blev der om søndagen arrangeret reelle kapsejladser, hvor forskellige aviser udsatte præmier til de vindende sejlbåde.

Jørgen båd placerede sig ved en sådan kapsejlads som vinder af en konkurrence, som blev afholdt af et af de københavnske dagblade. Derfor fik hans båd et sølvskilt påskruet dækket til minde om sejren – og naturligvis til stor misundelse for den ældre broder.

Mini-skribent

Min yngste bror, Bent, fungerede i sin skoletid i en periode som ‘mini-skribent’ ved et ungdomstillæg, som ‘Socialen’ bragte om tirsdagen. Tillægget blev skrevet og redigeret af skoleelever. Bent gik højt op i sit hverv som ‘journalist’. Det var lige noget, der passede ham, og han havde gode evner til at tage aktuelle emner op og få dem bragt i bladet. I en af hans artikler havde han et interview med vor fætter Carl, der lige fra barnsben var en kunstnerisk begavelse – både med hensyn til at tegne og male. Da han voksede til, fik han et job som reklamemaler og arbejde med de kæmpestore plakatskilte, der reklamerede for de aktuelle film foran biograferne.

Men hvervet var dog ved at bringe bror Bent i fedtefadet, da han på et tidspunkt havde skrevet en artikel om sin skole og derved havde udtalt sig særdeles kritisk og ufordelagtigt om navngivne lærere på skolen. Det kostede en indkaldelse på inspektørens kontor og en kraftig belæring om, at den slags offentlig tilsmudsning af skolen og dens lærerstab ville man ikke finde sig i. Der var ingen kære mor, og der var ikke plads til den form for ytringsfrihed. Det var meget nær ved, at Bent måtte sige farvel til skolen efter den omgang. Sagen var bestemt ikke morsomt hverken for den unge journalist eller for fatter Kock, der – udover at være far til delinkventen – tillige var formand for forældrerådet på skolen, og ellers tidligere havde kunnet bade sig i lutter lovord med hensyn til de to ældre brødre, både hvad angik flid, orden og opførsel.

Willy Kok
16.02.2007