Læserbrev

På denne  supervarme dag har jeg forfattet et læserbrev til mit lokalblad her i kommunen ‘Allerød Nyt’. I længere tid har der verseret en diskussion verørende en mulig dagligvarebutik, som påtænkes opført i mit nærområde. Byens handlende ønsker naturligt nok ikke en ny konkurrent, som muligvis kunne ‘stjæle’ dele af deres omsætning. Sammen med beboerne i den eventuelle butiks nærhed, har man ført en sand hetz imod projektet. Men bl. a. husbesøg har man gennemtrawlet byen, for at få borgerne til at skrive sig på protestlister mod projektet. Jeg finder, at der mangler en stemme fra den ældre og svagelige del af borgerne, som jo bl, a. omfatter mig selv. Det har været mig magtpåliggende at forfægte denne gruppes synspunkter.

Jeg finder, at det nuværende spil går for langt. En stor del af borgerne er jo ældre – eventuelt med handicap. De ville have have god gavn af en sådan nærbutik. De magter ikke selv at agitere for deres synspunter, og heller ikke at løbe fra dør til dør med nej-lister.

Gode meldinger om succesfulde studier

Lars – en af repræsentanterne fra den yngre del af Herdis’ familie – påbegyndte for et par år siden sit studium på CBS. Han har været utrolig heldig i valget af sit studium. Sidste år fik han et stipendium på et tre-måneders ophold på et universitet i Seoul i Sydkorea. Nu har heldet atter tilsmilet ham med et halvt års ophold på et universitet i Wiscontin i USA. Lars er en dygtig dreng på flere områder – ikke mindst på det musiske plan. Allerede fra ganske lille forkastede han fodbold for at tilslutte sig Thisted Drenge- og Mandskor. Medlemskabet af dette kor har givet en strøm af musikalske oplevelser. Udover de kirkelige tjenester i Thisted kirke har koret turneret i USA, Australien og flere europæiske lande. Så Lars’ USA-tur bliver nu nok nummer 4 eller 5. Det er positivt at høre om Lars’ udvikling.

Hans bror, Anders, arbejder nu som phd inden for mineraler og studier i  jordens undergrund. Også han har et succesfyldt studium.

Der er god grund til at lykønske forældrene til de kløgtige drenge.

Skovspurve i gårdhaven

Igen i dag blev der udklægget et hold nyfødte skovspurve-unger fra min redekasse. Det er tredie gang i år, hvor jeg er øjenvidne til en sådan familieforøgelse i spurveverdenen. Det er et ubeskriveligt syn, når man ser et sådant kuld af unger, der i i samlet flok undersøger den nye verden. Formentlig overvåges deres første færden af forældrene lidt tilbagetruffet.

Som sagt er det tredie gang i år, at dette lille skuespil har oprullet sig for mig. Interessant har det været at følge hele forløbet, lige fra fuglekassens i brugtagning og til levering af den nueste generation. Arbejdet med pasningen af ungeren deles ligeligt mellem begge forældre – bådehvad angår arbejdet med pasninge af æggene og til fodring af de tilvoksende unger.

Det er et interessant, lille skuespil at få ind i sin have, Det tager let konkurrencen op med TV-udsendelser. Det er et lille kig ind i naturens verden.

Sol på ferie

Solen tager sig i dag en lille ferie på disse breddegrader. Vi skal naturligvis ikke forvænnes med for meget varme og alle disse sundhedsfarlige ultrviolette stråler – den ene dag efter den anden. Sådant må ræsonnementet være i de højeste kredse, hvor det kollektive vejr fordeles. Det gode vejr må udstrækkes, så der er lige vilkår for alle.

In actus esto volucris

Gardehusarregimentets motto er ‘In actus est volucris’ og det betyder ‘lynhurtig i handling’. Jeg aftjente min værnepligt 19150-51 på Gardehusarregimentets kaserne i Næstved.

For mange fremstår soldatertiden som en begivenhed, man har fået for livstid. Men det var ikke tilfældet for mig. Ikke mindst var jeg 3-4 år ældre, end hovedparten af de andre rekrutter af min årgang, men også med min uddannelse som ingeniør ønskede jeg at komme ud at virke i erhvervslivet. Dertil kom det faktum, at jeg var nyforlovet med Monna, og også i det perspektiv syntes det hele at være et decideret tidsspålde.

Efter rekruttiden blev jeg udtaget til befalinmandsskole, men det lykkedes at få byttet dette med en villig kammerat. Det medførte så, at jeg indtog hans plads. På grund af eskadronens mange køretøjer og funktioner, var alle mand udset til en speciel post. Jeg fik ved byttteriet det lavest rangerede job i eskadronen: fodordonnans i en mandskabsgruppe. Jeg indså dog snart fordelene ved dette job. Hvor hovedparten af holdet skulle passe og pleje køretøjer, kanoner og maskingeværer m.m., havde jeg blot en maskinpistol at tage vare på.

Det militære motto slog tilfældigvis ned i mig på min vej til supermarkedet i morges. Det går desværre ikke så lynhurtigt mere, som regimentmottoet foreskrev i hin gardehusartid.

Eftervéer fra Oslo-tragedien

Som man kunne forudsige det, er der påbegyndt en politisk debat i Danmark efter de tragiske oplevelser i Oslo. Det drejer sig om, hvem der her i landet ville have været skyld i, at lignende, uhyggelige tildragelser kunne være foregået hertillands. Det går allerede ikke helt stille af med direkte parti- og personsnævnelse, og det vil nok i stigende grad blive benyttet i den forestående valgkamp. Partier og navnsatte politikere gøres næsten ansvarlige for, at terrorhandlingen ikke har fundet sted her i landet. Det ville den hjemlige, åbne debat på blogs og aviser have indbudt til.

Flere af avisernes blogs har hidtil været fyldt med personlige og hadske kommentarer til skribenterne indlæg. Sådanne svinske kommentarer vil nu af redaktionen blive elimineret på forhånd.

Pigen var sytten et halvt

Luften var femten og vandet var seksten – og pigen var sytten et halvt

En ældre sang i radioen i dag bragte tanker og minder frem om forelselskens første  stund for mange år siden. Det var, da jeg blev ‘lun’ på min Monna. Da var hun netop sytten et halvt. I sommerens løb var vi sammen med andre deltagere i en ungdomsforening til stranden flere gange i  det gode sommervejr. Sangens meteorologiske fakta passer perfekt – og ikke mindst alderen! Intet under, at det hele gjorde et ubeskriveligt indtryk på mig. Næste forår – på Monna’s 18 års fødselsdag –   forlovede vi os med nyindkøbte goldringe og har siden da været sammen i lyst og nød – indtil døden skilte os.

Drejebog om terror

Det er en forfærdelig kynisme, man bliver vidne til, når man læser i Anders Breivik’s dagbog om hans handlinger, som åbenbart har været forberedt i ni år. Det er forfærdeligt, at en person kan bruge al sin intelligens, flid og tid på en sådan grufuld mission. Han har tilsyneladende ingen hæmninger overfor de tragedier, hans handlinger kan medføre. Handlingerne er ‘sandheden’ i hans forskruede univers.
 
Vi kender nu resultatet og konsekvensen af hans forskruede tanker. Men det er uhyggeligt at se, hvorledes et enkelt menneske i sin dagbog, der nærmest har karakter af en drejebog, minutiøst kan beskrive og forberede sine handlinger- Disse er i hans egen opfattelse det eneste helt ‘rigtige’ – nærmest som en religion. I hele hans ni-årige forberedelse beskriver han skridt for skrit sin vej mod hans mål.
 
Nu erfarer vi resultatet af haans målrettede, samfundsfjendtlige ‘indsats’. Det har rystet hele vor verden. Men kan man frigøre sig fra den tanke om, at der måske fremover kan forventes en tilsvarende galning, som ikke ‘nøjes’ med at anskaffe kunstgødning til bomber, men måske kan få fingre i endnu mere ødelæggende stoffer. Fx i  a-bombe klassen.
 
Datoen for den blodige begivenhed er let at huske. Det var den 22/7.
 
Mon ikke de tragiske begivenheder i Norge på forskellig vis vil komme til at få indflydelse på den danske opinion.

Terror i Oslo

Dagen var præget af gårdagens tragiske begivenheder i Norge, hvor næsten 100 mennesker mistede livet, dels ved en bombesprængning i Oslos Centrum og dels ved en massakre på en politisk ungdomslejr, der fandt sted på øen Utøya i nærheden af Oslo. Begge disse frygtelige ugerninger blev efter det oplyste begået af en højreorienteret og yderliggående terrorist.

Som  tidligere set er det ofte veloplyste gerningsmænd, som man ikke forlods sætter i forbindelse med sådanne hændelser, der kan begå sådanne grufulde handlinger.

Festsange i hobetal

Vel har jeg hele tiden vidst, at jeg fra tid til anden har forfattet en sang til forskellige, festlige lejligheder. Men det kommer alligevel noget bag på mig selv, at jeg i det tidsrum, hvor jeg har kendt Herdis. har lagt pen til op mod hundrede sange og digte. 97 opus’er er tallet efter mine optegnelser. Det strækker sig over perioden 1998 til nu. Inspirationen har været konfirmationer, fødselsdage m.m. i Herdis’ frodige familie, men også begivenheder i madklub og i eget familie-regi, foruden sange for venner og bekendte.

Denne mani med at bevæge sig ind i periferien af det kunstneriske miljø startede angiveligt i 15 års-alderen. Til et skolebal den 19.12.1942 i Afholdshjemmet i Jesper Brochmannsgade havde jeg skrevet en godmodig-kritisk sang om lærerstaben. Sangen fremførte jeg selv for festdeltagerne, som var lærere og elever. Derpå måtte familien holde for ved enhver tænkelig, festlig anledning. På Norden-fabrikken, som blev mit arbejdsmæssige virkefelt, var der i forvejen tradition for fest og sangglæde. Her tog jeg udfordringen op med sange til skyttefester og skovture. Der opførtes en årlig revy på fabrikken, og også hertil skrev jeg tekster. I min tid i Filharmonisk Kor var der også utallige udfordringer på festsange-området.

Sangene er altid skrevet til lånte melodier- ligefra ‘Sov dukkelise’ og over ‘Kathinka’ til *Smile’. Ingen komponist har tilbudt sig med en ‘egen melodi’.