Lene’s mareridt

Sjældent har vi set en toppolitiker, der har været så ugleset og kuet, som den nuvære4nde udenrigsminister, Lene Espersen. Hun er omgivet af fjender til alle sider – af oppositionen, af befolkningen, af parti og af pressen – ja, – kort sagt: hele vejen rundt.

Netop i den kommende weekend skal hun møde sine fæller ved det årlige partimøde. Det kan hun næppe se hen til med glæde. Det er, som om der klæber sig en lind strøm af ubehagelige sager på hende, så hun efterhånden fremtræder, som et dyr på flugt.

Opositionen opfatter hende, som det svageste led i ministerkæden og retter derfor deres samlede skyds mod hende.  Det vil give en dobbelt gevinst, hvis de kan få hende væltet. Der ville være tale om både en partiformand og en minister – derfor ville det sikkert være regeringens fald.

Lene Espersen’s optræden i de sidste to år har bevæget sig fra en festlig kåring som partiformand. Det var vel et alvorligt fejlgreb, at hun, som en af sine første formandshandlinger, forflyttede Stig Møller fra udenrigsministerposten, for selv at beklæde denne. Det må have forårsaget nye sprækker i partiet, som har tradition for at være opsplittet i konkurrende lejre. Stillingen som udenrigsminister fik en ussel start på grund af hendes ferievalg. Andre rejser blev også angrebet, og nu er hun pisket til at rejse flittigt rundt, drevet af frygten for mere kritik på den front. Dermed forsømmer hun sine hjemlige forpligtelser med at hæve partiet i meningsmålingerne. Disse er faldet fra 10% til 6% i hendes tid.

Aktuelt er hun løbet ind i en ubehagelig mail-sag, som mindst vil udløse en næse fra et flertal af Folketinget.

Det står nok klart, at Lene ikke har været den succes, som man kårede for to år siden til tonerne af “we are simply the best”-

Til lykke, bror Jørgen

I dag passerer min bror, Jørgen. sin 80 års fødelsdag. Jørgen kom ind i min tilværelse , da jeg var tre år gammel. Mine forældre havde inderligt håbet på, at familieforøgelsen denne gang ville resultere i en pige. Jeg havde jo som dreng opfyldt deres ønsker i den maskuline retning – så der var vel ikke noget at sige til, at de nu satsede på en kønsmæssig ligevægt i familien.

Det ønske fik de dog ikke opfyldt – det blev atter denne gang et drengebarn. Men da det fremgik, at Jørgen med sine slangekrøller og sin fine kropsbygning udviste pigelige træk, stillede forældrene sig dog godt tilfreds. Mor kunne få sit ønske, om at sy lidt mere pigeagtigt tøj og få udvidede repertoiret på denne front. Tøjet understregede lidt det pigeagtige, så det var intet under, at han faldt i god jord blandt beboere og småhandlende i Østrbro-kvarteret.

Jørgen fik dog snart rystet sit pige-image af sig, og der kan ikke spores rester af denne periode i hans nuværende fysik.

Dansk Industri’s topmøde

I dag afholdes Dansk Industi’s erhvervspolitiske topmøde i København med over 1000 erhvervsledere. DI’s   direktør Hans Skov Christensen  hæftede sig ved, at Danmark rasler faretruende ned af rangstigen mellem de mest velstående lande i verden.  I 1980’erne vurderede OECD Danmark som nummer 6 blandt verdens rigeste lande. Det er aktuelt reduceret til en 14. plads. Hvis der ikke fra politisk hold sættes vækstinitiativer i gang vil vi med sikkerhed dale længere ned ad skalaen. Noget tyder på, at danskerne er ved at se realiteterne i øjnene oven på finanskrisen.

Hans Skov Christensen forlader for øvrigt jobbet som direktør for DI. Som ny direktør er netop udpeget departementchef i statsministeriet Karsten Dybvad. Det bliver interessant at se, hvad det kommer til at betyde i departmentchefernes rækkke.

Lene’s bitre fødselsdagsgave

Lene Espersen har i disse dage to-års fødselsdag for sit formandsskab som partiformand for de konservative. Man må i sandhed ikke misunde hendes ‘fødselsdagsgave’. For hun fik – i stedet for at blive tiljublet, som da hun blev valgt –  præsenteret for en vælgeranalyse, der tilkendegiver, at de konservative ville tiltrække dobbelt så mange vælgere, dersom hun gik af som formand for partiet. Hendes håndternig af sagen med den tidligere udenrigsminister,som hun forflyttede for selv at overtage ministeriet har ikke gavnet hende. Ikke mindst, da det viste sig, at hun røgtede jobbet lemfældigt. Men der er heller ikke kommet nye gedigne, politiske boller på menuen i hendes formandstid. Formentlig vil partiet ikke med et slag blive mere spiseligt for de potentielle vælgere, dersom hun forsvandt. Det ville i høj grad  bero på, hvem der ville komme i stedet. Umiddelbart ser det vist ikke ud til, at der er nogen kronprins eller kronprinsesse til stillingen.

Kammeratlig og partipolitisk omfavnelse

Under den igangværende S-kongres i Aalborg, var SF-formanden, Villy Søvndal, indbudt til at holde tale for forsamlingen. Talen blev naturligvis en særdeles kraftig anprisning af S-formanden, Helle Thorning-Smidth, for hendes hjerte, der banker for de svage, og for danskerne som helhed. “Jeg kender hende, som den, der har hjertet på rette sted for Danmark”, slog Søvndal fast. Hans blomstrende og omfavnende ord gik ufordøjede ind i forsamlingen og udløste lagstrakte klapsalver. Ingen tvivl om, at hvis nogen står sammen, så vil det fremtidig være kammerat Helle og kammerat Villy. Derimod vankede der naturligvis ikke blomster til Pia Kærsgaard fra Dansk Folkeparti og til regeringen.

Søvndals smigrende ord gav naturligvis- muligvis utilsigtet – også en betydeelig opmærksomhed på hans egen person. Hvis man skulle tage klapsalvernes intensitet, som mål for den socialdemokratiske forsamlings synspunkt, kunne man nærmest forledes til at tro, at man gerne havde set ham,  som statsministerkandidat. Han har dog både folketække, er en sand søn af folket – og ikke midst uplettet af ‘overklasse-syndrom’ og skattesager.

Men det danske socialdemokrati har i disse år bundet sig så uløseligt fast til venstrefløjen, at der formentlig ikke er nogen vej tibage. Er mon nogle af de tidligere socialdemokratiske dyder blevet efterladt i DF?

Socialdemokraternes årsmøde

Helle Thorning-Schmith holdt i dag sin store tale til socialdemokraternes årsmøde i Aalborg. Det var første gang, hun talte for en forsamling, siden den verserende skattesag.

Man må erkende, at hun i en fantastisk grad har ordet i sin magt. Nok har hun dygtige taleskrivere og telepromter til rådighed, men fremlæggelsen af talen er eksemplarisk – og næsten ‘obamisk’. De svulstige, velformulerede ord og vendinger går direkte og ufordøjede  ind i den røde, lyttende forsamling. De gyldne løfter om, at alt bliver godt – omend hårdt – når S-SF kommer til magten, er sød musik i forsamlingens ører.

Hun kredsede en stund om den afsluttede skattesag, og pointerede, at ordet ‘skat’ havde fået en ny betydning i det lille ‘Helle-hjem’. Intet under, da de nu har fået stabiliseret familiens privatøkonomi på bedste vis.

En god og medrivende tale. Hvis jeg skulle have afgivet min stemme under talen, var der ingen tvivl om, hvilken liste, jeg ville begunstige med min stemme. Under indtryk af den overbevisende tale ville det blive til et stort kryds på liste A.

Men heldigvis var der ingen mulighed for at komme af med stemmen på det tidspunkt.

Mild fredag

Et godt, solrigt og mildt septembervejr har også beriget denne fredag, som startede med hjemmeklipning af min efterhånden velkendte Susanne. Middagsmåltidet spiste jeg i hyggeligt samvær med ‘Drejøboerne’. Desværre florerer bacillerne stadig i deres hjem – med det ubehag af forskellig art, som sådant kan forvolde.

Der er i dag tre måneder til juleaften. Min tidligere kontorchef på Norden-fabrikken havde fødselsdag på denne dato. Han yndede at fortælle, at hans mor i barndommen fortalte ham, at han var født tre måneder før juleaften – og anstændigt og tækkeligt havde fortiet, at det også var ni måneder efter en juleaften. Det måtte han selv finde ud af med årene.

Tuborg-heste

I min barndomstid og ungdom var heste et særdeles almindeligt indslag i dagligdagen. Hver dag rullede der mange forskellige hestekøretøjer igennem vor brostensbelagte gade.

Tidligt om morgen var det mælkevognene med de morgenduelige mælkedrenge, der dominerede den sparsomme trafik. Der var mælkevogne fra tre mejerier, Enigheden, Solbjerg og Trifoleum. Det skete ofte, at mælkedrenge fra de forskellige mejerier måtte højt op til fjerdesale i samme opgang for at servicere deres kunder.

Senere på dagen var det skraldevognene, der invaderede gadebilledet. Billedet, der nu står tilbage på erindringens tavle, er præget af de kraftige mænd, der slæbte de tunge skarnkasser på nakken. Et opslidende job, som garanterede et kort otium. Det var et umenneskeligt arbejde, der nutildags ville være forbudt ar Arbejdstilsynet

Et særligt, festlig indslag var hestene fra de store bryggerier. Det var store, jyske arbejdsheste, der sørgede for drikkevarer til de tørstige Københavnere. I særlig grad kaldte Tuborg-bryggeriets heste på opmærksomheden, når de om sommeren fik klædelige stråhatte på, hvorfra ørene strittede ud i det fri.  Det gav naturligvis betydelig mere kolorit på gadebillede, end hvad skraldevognene kunne levere. Som en naturlig konsekvens af, at bryggeriets to populære produkter var henholdsvis Grøn Tuborg og Rød Tuborg, var det meget naturligt at iklæde heste-forspandet med hver sin farve på stråhattene. Det så bestemt også meget festligt ud.

Heste var en naturlig del af gadebilledet. Man voksede op med hestene og den fare, de kunne forårsage. Vi fik fra barnsben lært, at en halmdusk bag en hests øre betød, at hesten var bidsk – og kunne finde på at bide. De flinke kuske huskede altid at give hestene muleposer på, når de havde pause. Gaderne bar selvfølgelig kendelige spor af  hestenes efterladenskaber, hestepærene. De var til stor glæde for gråspurvene, der i stort tal kastede sig over delikatesserne. En del af det korn, der blev indtaget gennem muleposerne kom ufordøjet ud i hestepærene.

Biler så man ikke meget til. Det var  hovedsagelig ambulancer og brandbiler. Det kunne også i ny og næ være en Taxa, der i hine tider havde plads til syv personer. Under besættelsen kunne der ikke skaffes benzin. Nogle lastbiler blev forsynet med gasgenerator-anløg, og chaufførerne fik en ekstra tjans som fyrbødere, idet de kakkelovnsformede generatorer, der var hægtet på lastbilerne, jævnlig skulle fyres op, tilses og renses. Generatorene skulle forsynes med brændeknuder og iøvrigt behandles nærmest som kakkelovne.

I krigsårene fremkom en speciel heste/bil-klon. Det var opfindsomme taxavognmænd, der tog vindspejlet ud på taxa-bilerne og ellers forsynede dem med  skagler og  træktøj. Så kunne chaufføren sidde på forsædet og styre krikken med tømme gennem forruden. Det blev en stor succes og blev festligt beskrevet i en af Ludvig Brandstrup’s populære revyviser: “Hyp lille Lotte”. Tiden under Besættelsen lagde grunden til mange nye opfindelser – og til megen morskab trods de svære tider.

Willy på eventyr

Morsomt er det, når man uforvarende får respons via sin hjemmeside – og bliver konfronteret med fortiden. Det skete i går, da jeg fik en mail fra en hr. Wenneberg, der åbenbart samler på ældre tegneserier. Specielt er han interesseret i den gamle serie, ‘Willy på eventyr’, fra Familie.Journalen. Denne serie startede allerede i 1923, og var meget populær i hele min barndom. Den bragte Willy-navnet på alles læber. Det er ikke usandsynligt, at mit navn er inspireret af denne tegneserie. Min familie holdt Familie-Journalen i adskillige år – bl. a. også for de mange hobbyting, man selv kunne fremstille efter bladets anvisninger. Jeg var også aktiv i bladets udveksling af pennevenner – pen pals. Jeg have en overgang fire pige-pennevenner – i England, Sverige, Norge og Jamaica.