Nytårsaften

For forste gang i 11 år fejrede jeg nytårsaften sammen med Anne, Henning og Mathias. Det var en særdeles hyggelig aften med god mad og dessert. Gode drikkevarer, som jeg dog kun nippede til. De traditionelle indslag var naturligvis dronningens nytårstale og 90-års fødselsdagen.
Familien har beriget sig selv med en sød, lille minicomputer. En lille, lækker bærbar tingest, der kan stå på middagsbordet og fungere som et let tilgængeligt leksikon eller ordbog, så man altid kan få svar på på rede hånd ved selv de mest åndrige samtaler under måltiderne.
Jeg fik en solid orientering omkring Henning’s arbejdsområde – og hele den organisatoriske opbygning omkring et stort edb-projekt. Specifikt blev jeg indviet i funktionen, som betegnes som forretningsarkitekt.
Således belært kunne vi kl. 24 champagne-skåle nytåret ind med gode ønsker for det nye år. Derefter samledes man om det lokale fyrværkeri i haven, der satte et festligt punktum for en dejlig familiedag.

Dagen før nytårsaften

Besøg af brødrene med deres søde kvinder. Til overmål havde de selv mad med, så mine værtsforpligtelser udelukkende kom til at bestå i leverimg af øl og kaffe. Det var næsten alt for galt.
Snakken gik som vanlig om løst og fast med centrum i ungdommens sorgløse glæder Specielt blev der talt om vor kusine, der bliver 80 først i det nye år.
Ja, man må nok erkende, at der ikke i de ældre kok’er, er det samme forførende spræl, som forhen, da de var dominerende i hønsegården. Nu glipper de næsten i takt med øjnene, som bevis på, at de har fået en god frokost. Det er vel nærmest blevet deres måde at sige ‘tak for mad’ på. De ænser knapt den klirrende lyd fra ‘hønsenes’ travlhed i fadeburet, men lader helst fortidens nostalgiske oplevelser glide som en rulletekst nedover øjenlågenes bagtæppe. Nu hilses en lur efter maden velkommen, men mon ikke tankerne stundom flyver tilbage til de tider, da ‘kokkerne’ ikke slumrede ind i utide, men gik i seng med hønsene..

Familiebesøg

Min broder og hans allerkæreste vil overraske mig med en visit i morgen middag. Det er ingen sag, når gæsterne selv sørger for de indkøb, man selv har lidt svært ved at foretage for tiden. Jeg glæder mig til at se dem, og er taknemmelig for tanken. Måske kommer endda begge brødre med piger herop. Time will show.

Opfordringer

Det har ikke skortet på opfordringer til at komme til Ebeltoft til den kommende nytårsaften. Jeg selv er også ked af at måtte forsømme den tradition, som jeg nu har deltaget i gennem 11 år.
Men det er ikke nok, at hjertet gerne ville have været med. Også det skrøbelige, ubalancerede legeme skal kunne klare stabadserne,
Lige som Jeppe på bjerget udtrykker det, sådan kan jeg også udmønte det: Mine ben vil gerne af sted til Ebeltoft – men min ryg siger nej – ikke af frygt for ‘krabasken’, men af hensyn til de hengemte smerter, der endnu rumsterer dér.
Under spisningen i aftes på Drejøvej, fik jeg tilbud om at fejre nytårsaften sammen med fanilien dér. Det tog jeg imod med kyshånd og deltage gerne med tilskud til nytårsskyderiet.

Nytårsafbud

Jeg har desværre måttet melde afbud til en traditionel nytårsaften i Ebeltoft. Et arrangemnt, der nu for mig har stået på i 11 år. Det har bestemt ikke skortet på opfordringer og hjælpsomhed både med at komme til Ebeltoft og hjem igen,. Såvel med samkørsel og med hjemkørsel. Tak for det!
Jeg siger, ligesom den Holbergske salige Jeppe i ‘ Jeppe på Bjerget’: Mine fødder siger ‘ja’, men min ryg siger ‘nej’ . Min nuværende ryg kunne for den sags skyld lige så godt have været under gentagen behandling af ‘Nilles’ ‘krabask.’.

Lys på graven

En af de gaver, som jeg vandt ved gårdsdagens gavespil, viste sig at være en lille lampe for placering på et gravsted. Den opfordrede familien mig til at bringe over på Monnaøs anonyme gravplads ved Engholmkirken. Der står den nu og kaster et flakkende lys ud i mørket.
Dagen gik ellers stille og rolig på Drejøvej – ikke mindst i selskab med morfar – nostalgi – og kryds og tværser.

Juledag

Atter en juledag på Drejøvej sammen med Anne’s familie. Jeg skal love for, at der kom liv i huset – ikke mindst med familiens yngste, Roar, der er et sandt livstykke. Desværre var han let handicappet efter en brækket arm, ellers havde han nok fyldt huset med sin guitarmusik, som han mestrer eminent. Han skal med sit lillr band optræde i Aalborghallen i midten af januar. Til forældrenes glæde og stolthed.
Det smukke grantræ kom atter en gang til værdighed, da familien slog kreds om det. De kunne danse, synge og feste, så det var en lyst. Jeg tog det fra en anskuende plads i parterret denne gang.
Familiegaver blev udvekslet. Aftenen sluttede med et festligt gavespil, hvor attraktive pakker fløj fra den ene ende af bordet til den anden.

Juleaften

Så blev det jul i Allerød – og ikke mindst på Drejøvej. Jul med den lille familie og de to bedstefædre – et lille udsøgt selskab. Det forhindrede dog ikke juleglæden i at indfinde sig. Allerede under risalámenten kom en dejlig samtale i gang, og det forstærkedes bestemt under andestegen. Dans om juletræet skete efter de bedste, danske traditioner – med mange julesalmer og lange vers. Der var bagefter gode gaver til alle.
Aftenen sluttede med afspilning af den til DVD overspillede video med Mathias fra 0 til 12-13 måneders alderen.
Det er faktisk spændende at se, hvor stor udvikling, der sker på en så relativ kort tid. Videoen ineholder tillige korte glimt af af bedsteforældrene. En herlig juleaften.

Lillejuleaften

Traditionen tro står den på risengrød med kanel og smørklat på denne pre-jul aften. Det alene skulle være nok til at stemme forventningerne i vejret til den efterfølgende højtid i morgen.
Anne’s far er som sædvanlig i julen kørt herover fra Aalborg. Han er trods sin alder fantastisk frisk og mobil. Han følger meget tæt det lokalpolitiske liv i Aalborg, og er god for en politisk drøftelse.
Nu glæder jeg mig til en jul i familiens favn. For en gang skyld uden Herdis.

Falde-skader

Når man er uheldig at falde eller slå sig, burde det ikke være nogen trøst, at det samme er overgået andre i bekendtskabskredsen. For hvad skulle det dog kunne hjælpe på ens egen situation?
Men mærkeligt er det alligevel, at en af mine naboer i kvarteret – næsten på samme sted, som mig . og på samme tid – var uheldig at falde og slå knæet og brække benet. Med en påspændt don joke (eller hvad den hedder) kan hun nu se frem til en stillepause på flere uger,