En dag med kram

I dag var jeg vært for ‘De fire’ – den lille eksklusive gruppe af tidligere kolleger, der troligt har holdt sammen nu i over 100 arrangementer med påfølgende frokoster. Dagens hovedpunkt måtte vi desværre undvære. Det skulle have været en 25% solformørkelse, men solen skjulte sig genert bag skyerne.
Vi foretog en travetur gennem Allerød med kig ind i det nye rådhus og i firmaet ‘Dankram’, der en af firmaerne i det nye industrikvarter. De er en-gros leverandør til isenkræmmere og rummer en større udstillin af alskens glas og udstyr.
Jeg havde kreeret en frokost udelukkende baseret på fisk.
Som sædvanlig blev frokosten garneret med livlig diskussion omhandlend aktuelle og nostalgiske emner.

Tøbrud

Nu ser det ud til at blive alvor med forårets komme. Vejret er i den grad slået om. Vinden er gået i vest – fra Vesten – derfra, hvor de varme strømninger kommer. Jeg har forsøgt at accelere optøningen foran min matrikel.
Med stor taknemmelighed til søn og naboer, der velvilligt har opkastet kæmpehøje snedynger, søger jeg nu at udslette deres nabovenlige indsats. Ærlig talt – jeg ser helst, at den nu kvartals-snavsede sne hurtigst muligt forsvinder i kloakken. En del af sneen er så sammentrykket gennem den lange vinter, at den er efterladt i en ‘permafrosset’ tilstand, som hverken er til at hugge eller stikke i.

Et sårbart sind

Det er måske, fordi det i disse dage er ti år siden vi mistede Monna, Hennings mor og min ægtefælle. Måske skyldes det aktuelle og lignende begivenheder i omverdenen, som man spejler de svundne tider i. I hvert fald bringer det for mig tankerne tilbage til de mange år i den fælles fortid, som vi tilbragte sammen i vort ægteskab.
Monna har – i en usædvanlig grad – evnet til at sætte sine tanker på papiret. Jeg har først nu læst i hendes nedskrevne og efterladte papirer. Måske forstår jeg hende på mange punkter bedre nu, end nogensinde førhen.

Før sammen – nu alene

Det var overskriften på en række aftener, som Kræftens Bekæmpelse afholdt for efterladte i 1996.
Jeg genoplevede i dag tiden efter Monna’s bortgang – måske dels fordi der nu er henrundet 10 år for starten på min alenetilværelse – og dels fordi der er indtruffet en tilsvarende hændelse i den nærmeste kreds. Jeg har beskrevet min måde at tacle problemerne på meget detailleret, idet jeg i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse deltog i en række foredrag om min personlige situation og min måde at overvinde den på. Jeg har opbevaret materialet til disse foredrag.
Jeg har nu – for første gang i de ti henrundne år – gennemlæst mine manuskripter fra den gang. Og jeg er faktisk overrasket over, hvor konkret, jeg var i stand til at beskrive den situation, jeg pludselig befandt mig i – og mine mål for den fremtid, som jeg derefter måtte leve videre alene.
Jeg er Kræftens Bekæmpelse megen tak skyldig for den støtte og det livsmod, som de gav Monna i hendes sidste år – og jeg er ligeledes taknemmelig for den hjælp, som jeg fik – dels i pårørendegruppen – og dels i det efterfølgende samarbejde med foredrag for efterladte, der var kommet i samme situation, som mig.
Det var blot mine egne erfaringer, som jeg har kunnet videregive. Der gives nok ingen standardløsninger på, hvordan tabet af en ægtefælle og mor kan bearbejdes. Men jeg havde dog håb om, at mine erfaringer medvirkede til, at en og anden har kunnet lære noget af mit tilfælde.

Fredagsmiddag

Anne’s far er herovre på Sjælland i disse dage. I aften havde familien middag på Drejøvej. Som sædvanlig kom der en række samtaleemner på bordet – lige fra det mest højpolitiske til mere familie-personlige emner. Tænk, at der allerede er gået et helt kvartal, siden juleaften.

PH

Jeg overværede en seværdig musikforestilling om Poul Henningsens liv. Opførelsen blev udført af tre skuespillere, der både sang og optrådte. Den ene var desuden professionel og uddannet guitarist, og han leverede musikken og akkimpagnementet. Det var en forrygeb forestilling disse tre personer kunne iværksætte med de meget få effekter. Alle PH’s sange var med lige fra ‘Ølhunden’ til ‘Jeg gi’r mit humør en gang lak’.
Særligt aktuel var sangen om ytringsfriheden: ‘Man binder os på mund og hånd’.
PH var om nogen kulturradikal.

Vanløse

Dagen bød på et hyggeligt besøg hos min bror, Bent og hans søde ‘kone’, Ellen. De bor i en lejlighed i Vanløse – en ‘dagsrejse’ fra Allerød, når de offentlige transportmidler benyttes. Det er ikke underligt, at samtaleemner af nostalgisk art kommer ‘på tapetet’, når brødre af vor årgang mødes. Jeg må dog erkende, at mone brødres erindring om fortiden er mere veludviklet end min. Eller jeg har måske ‘sovet i timen’. Min anden bror. Jørgen – tjenstvillig, som han altid er – sparede mig for en lang rejse hjem ved at tilbyde kørsel ’til døren’.