Canada-besøg

Jeg havde besøg af min gamle kammerat fra skoleferietiden, Werner. Han boer nu i Canada, hvor han i øvrigt har boet det meste af livet. Werner har nu besøgt familie og venner i Hanherred og på Sjælland. Herfra er han rejst tlbage til Gilleleje, hvor han bor hos noget af sin søsters familie. I næste uge tager han til Hamborg for hjemrejse til Canada.
Han bor i Alberta i det vestlige Canada. I nærheden af byen Morinville, som igen er beliggende nær storbyen Edmonton. Det er meget langt mod vest fra Toronto, hvor min bror Jørgen og jeg besøgte en fætter for få år siden. Han er gift med en polsk dame -som også er indvandrer. Men de er begge fuldt integreret i det canadiske samfund.
Det var et hyggeligt møde med erindringer om den glade feriedrenge-fortid og udveksling af gamle minder, så tiden gik næsten alt for hurtigt.
Werners jyske sprogtone var uberørt af de mange år i Canada. Som han sagde, så var den ikke blevet påvirket af sprogændringerne gennem årene, som de herboende jyder havde gennemgået. Det har nærmest været ‘frosset ned’ i den lange mellemtid.

75 år

Så er der indløbet invitation til min brors 75-års fødselsdag. Tænk at denne lillebror – som i sin tid besværliggjorde min tilværelse – nu er kommet til skelsår og alder. Indbydelsen er præget af den pc-kunnen, som han nylig har tilegnet sig.

Verner

Jeg blev ringet op af en bred, jysk stemme til formiddag. Det viste sig at være Verner fra ‘Bækken’ i Hanherred – Henry (Nannas mand) mindre bror -som var min jævnaldrende legekamerat i ferietiden, da jeg var feriedreng på Lunde Mark.. Han har boet i Canada i det meste af sit liv og er nu hjemme på besøg i Gilleleje. Den hanherredske sprogtone havde tilsyneladende ikke taget skade af udlandsopholdet.
Han er kommet i kontakt med mig via min hjemmeside og kommer på besøg her onsdag.

Kort hjemmebesøg

Så er turen gået hjem ad de kendte motorveje over Jylland, Fyn og Sjælland. Jeg blev inviteret på en hyggelig middag på Drejøvej. Det bliver et kort gensyn med hjemmet denne gang, da der i den kommende periode finder mange fødselsbegivenheder sted i det jyske.

Opfølgning

Endnu en god cykeltur på den nye cykel, der tilsyneladende fungerer perfekt. Turen gik denne gang langs havnen ud til Ebeltoft’s nordlige del og videre ud ad ‘naturstien’. Denne sti – der fører gennem naturskønne områder – er anlagt på en del af den tidligere jernbanelinie, der gik fra Ebeltoft mod Grenå. Vi vendte dog om ved Skærsø, og kørte hjemad. Men det gav dog en træningstur på godt 15 km i det kuperede terræn.

Cykel-premiere i Ebeltoft

I dag var det vejr til at prøve den nye cykel på sti og skovveje. Det er en Mountainbike – købt i Kvickly – og klargjort hos den stedlige cykelhandler – som en del af prisen. Den er tilstrækkelig lav til min vaklende kondition, og sadlen er ydermere ikke rustet fast, så den kunne skrues endnu længere ned, så jorden kom inden for sikker rækkevidde. Sadlen på min gamle cykel – som på 10. år var udstationeret hos Herdis – havde gennem de mange sæsoner rustet sig uhjælpelig fast i en sådan grad, at den ikke lod sig rokke. Selv med den stedlige cykelsmeds assistance.
Ganske vist hentede vi den nye cykel i går, men det var øsende regnvejr, så der blev ikke nogen fornøjelses- eller træningstur ud af det i den omgang.
Premiere-turen gik ud gennem det skønne Åhl-område, som byder på skov, strand og bakker. Cyklen – og mig med – klarede strabadserne på den 10 km tur i ét stræk – i fuld forvisning om, at Herdis, der lå i kølvandet, var klar til at træde til, hvis noget mod forventning skulle kikse.

Fødselsdag i Madklubben

HC holdt en herlig 60-års fødselsdag i familiens ret nye hjem i Ebeltoft nordlige del. Huset er højtbeliggende med en unik udsigt ud over Vigen, som uhindret kan beskues 180 grader rundt. Der blev serveret eb superb middag – som i dagens anledning ikke bestod af fisk og grønsager, men dyrekød. Det var en herlig aften i venners kreds.
Familien har – på trods af, at de nylig er flyttet til den nye bolig – intentioner om at flytte adressen til Grenå. Det er børnebørn der trækker.

Ny cykel

Jeg har i længere tid savnet mulighed for at foretage genoptræning på cykel, når jeg er i Ebeltoft. Det er stadig nødvendigt for mig at føle den sikkerhed, det giver, at kunne nå jorden med fuld fod. Så der var fin grund til at afsøge markedet for nye – eventuelt brugte – cykler.

Rosenkavaleren

Et gavekort fra Herdis’ 70 års fødselsdag gav inspiration til en festlig opera-aften i Århus Musikhus. Den jyske Opera opførte Richard Strauss’ opera ‘Rosenkavaleren’. Jeg har for en halv snes år siden set operaen på Det kongelige Teater med Aage Haugland i rollen som den legendariske baron von Ochs, og denne opførelse var således et glædeligt gensyn. Det var i alle henseender en særdeles vellykket opsætning, som på god operavis rummer både rummer komik og massevis af intriger. Dog uden at primadonnaen dør i sidste akt.
Jeg er taknemmelig for at kunne være ledsager til den fordums fødselar til denne strålende begivenhed.