Semifinale

En god del af lørdagen blev anvendt til at høre semifinalen i kammermusik-konkurrencen. Det er blevet helt spændende at følge projektet, som man næsten er blevet en del af. Jeg overværede fire af de seks ensembler og har efterfølgende konstateret, at tre af dem, jeg hørte, går med i finalen. Det er velfortjent, for de er enormt dygtige og spiller med en fantastisk glød og engagement.

I pausen gik jeg en tur rundt i det gamle kvarter, som var rammen om vor ungdoms udfoldelser. Det kaldte minder frem om den glade tid, vi havde dér.

Mere musik

Endnu en spændende dag i selskab med en række dygtige kammermusikensembler i Radiohuset. Faktisk spænder begrebet vidt. Lige fra slagtøjstrioer – som nok kan måle sig med SafriDuo – til traditionelle stryger- og klaverorkestre. Repertoiret dækker en meget bred front.. Fra det velkendte klassiske til de mest udfordrende værker af nulevende komponister. Det er let at komme til Radiohuset nu, hvoor den nye Metro-station er åbnet ved Forum

Kammermusik

Der afholdes i disse dage kammermusikkonkurrence i Radiohusets Koncertsal. Det er en god anledning til at høre unge, engagerede ensembler spille god musik. Jeg drog derind ved middagstid og overværede et par af opførelserne. Særlig en klavertrio, Trio Berkano, med tre unge piger var en stor oplevelse, De var fra Japan, Norge og og Danmark og studerede på Det Jyske Musikkoservatorium i Århus. Da det næste hold viste sig at skulle opføre strygekvartetter, kom jeg i hu, at jeg havde en strygesolo derhjemme. Så den gik jeg derpå til – næsten med skjorten udenpå bukserne – med Beethovens samlede strygekvartetter som akkompagnement.

Tunneldale

I aftes var jeg til foredrag i Ganløse’s gamle Rytterskole om teorierne om tunneldalenes opståen. Den gængse opfattelse er, at smeltevand under højt tryk dannede floddale under ismasserne under den sidste istid for 12.000 år siden. Geologen Ib Marcussen havde sammen med en kollega udkastet en ny teori for tunneldalene tilblivelse baseret på forskydning i de underliggende jordlag. En kvindelig tilhører imødegik kraftigt og veholdende foredragsholderens teorier – så aftenens møde var ved at opløses i en sand tunnel-tummel. I øvrigt var det en interessant aften, arrangeret af ‘Naturparkens Venner’.

Camerata

Endnu en dejlig korkoncert. Denne gang med det fremragende kammerkor Camerata, som gav koncert i Esajas Kirke på Østerbro. En herlig opførelse af Niels W. Gade’s Gebeth for 8 stemmer. Samt bl.a. nogle af sange af Brahms. Gensyn med værker som jeg har været med i – omend ikke på så professionel vis. Bagefter var der hvidvin og snacks i krypten – og udskænkningen var så rundhåndet, som om værterne var af den opfattelse, at alle tilhørerne var bosiddende i det nærmeste nabolag.

Japansk klavermusik

Dagens højdepunkt var en koncert i Gammel Holte Kirke med den japanske klavervirtuos Tomoko Takanashi. Hun spillede eventyrligt på kirkens nyerhvervede Steinway-flygel. Faktisk så at man fuldstændigt glemte tid og sted. Det var Mozart, Carl Nielsen og Chopin, der var på programmet. Jeg forestillede mig, at Gammel Holte Kirke var en middelalderlig kirke – men til min overraskelse er det en meget moderne kirke.

Ellen Frandsen

Dagen har været domineret af en 5 timers korprøve på Dronningborgskolen i Holte. Ellen ringede og inviterede Herdis og mig til hendes 70-års fødselsdag på Rold Storkro den 14. marts. Det er dejligt, at hun har taget det initiativ til trods for hendes langvarige sygdom. Netop den dag er også for mig en mærkedag, idet det også er Monnas fødselsdag. Adskillige gange har Ellen og Monna gennem årene holdt deres fødselsdage sammen. Dagen afsluttedes med spisning hos Mathias og hans familie.

Lis

Herdis og jeg var til en hyggelig eftermiddags-fødselsdag hos Lis K. Desværre var det ikke lykkedes for Erik P. at få stillingen som leder af vejlederinstitutionen på Djursland. Jeg drog hjem til Allerød via Mols-færgen.