En af disse søndage, hvor der næsten ikke sker noget. Ja, jeg ville jo drage ud på cyklen – mit foretrukne befordringsmiddel – men som så ofte før. Netop som man skal bestige sadlen, opdager man at forhjulet er fladt. Og frembruser med de værste forbandelser. Hjulet var nylappet for 14 dage siden. Mon det er straffen for at køre på de grusede skovstier? Træerne vokser ikke ind i himlen. Heldigvis har jeg cykel nr. 2. Den der er reserveret til Herdis.

Den forrige småkagebagning var en succes, så jeg udvidede den i dag med en ekstra gang brune kager og en sending specier. Efter egen opfattelse: uhm – de kan spises. Herdis meddelte, at vi er inviteret til middag lørdag den 06.10 kl. 18.30, så jeg har bestilt færgebillet til torsdag og mandag.

Dagen begyndte med tåge. Det var nærmest isnende at tage ud på den daglige morgencykletur. Men midt på ruten – ude i skoven – brød solen endelig igennem – som en varm og kammeratlig hilsen fra naturen. “Som den gyldne sol frembryder”, som Kingo i sin tid skrev.

Dagen kulminerede i en middag hos Drejøfamilien. Hyggeligt og opbyggeligt som altid. Henning fulgte med hjem til mig og ordnede diverse ting i mit privat IT-regi. Jeg må erkende, at man skal – og kan – lære så længe man lever.

En lille tur til hovedstaden. Der er julepyntet overalt. Jeg har fået tidspunktet for operationen af min kuskefinger. Det bliver mandag den 19. januar tidligt om morgenen. Det er rart, at der ligger en passende afstand mellem de to operationer. Jeg er ved at læse Jared Diamond’s bog, ‘Vejen til verden af i dag’. Det er en diger sag, men interessant er det at læse om nytteudviklingen af planter, dyr og menneskets herredømme over naturen – og andre menneskestammer. Typisk er det, at udviklingen er gået langs breddegrader – i mindre grad nord-syd.

Det var tur med gutterne i dag. Det var hos Torben denne gang. I Hareskovby. Det er ikke så ligetil at komme på de kanter – eller for den sags skyld hjem igen. Det ligger ikke lige ’på linien’. Men det var et dejligt besøg på Adi Holzer’s maleriudstilling i Hareskov Kirkes sognegård. Adi er oprindelig østriger, men har boet lang tid i Værløse. Hans kunst spænder over et stort spektrum – både hvad angår virkemidler og motiver. En stor del af produktionen har religiøs sigte – bl. a. udtrykt ved de små flerfløjede minialterpartier. Det var en stor oplevelse at se udstillingen.

Frokosten hos Torben bød – foruden alt andet godt – også på noget så ekceptionelt som blodpølse. Hvor herligt – og hvor dristigt. Det var i det hele taget en herlig dag.

Jeg er nu atter hjemme hos mig selv i Allerød igen.

I wekenden læste jeg bogen “Hvem har flyttet min ost?”. Jeg pløjede mig igennem den med største fornøjelse – og jeg tror endda, at den har sat noget i gang hos mig. Den handler på en enkel, pædagogisk måde om at være indstillet på forandringer – i jobsituation og i privaten. Også i min jobløse tilstand har man brug for at opsøge nye muligheder og forandringer.

Som nu i dag hvor jeg kørte hjem fra Ebeltoft. Jeg plejer at tage den slagne landevej, som forlængst har opbrugt sine spændingselementer og seværdigheder. Nej, tænkte jeg, der må forandringer til. Du må ud i labyrinten og se, om der ikke er andre oste på vejen. Som tænkt, så kørt. Jeg forvildede mig på små, smalle Marguriteveje. Der var masser af små oste og landsbycharme. Nogle af vejene førte vildt – ja af og til havnede jeg på blinde veje ude ved fjorden. Men alligevel kom jeg til byer med større osteindhold – som Osted og Ostrup. Ja, jeg kunne have blevet ved – og så var jeg vel til sidst havnet i Ostende.

Nu er det op til Herdis at læse bogen. Det er måske nok lidt farligt. For tænk, hvis hun fandt ud af, at hun alt for længe er blevet hængende ved en gammel.. . Nej den tanke tør jeg ikke tænke til ende! ”Hvem har flyttet min ost?” er skrevet af Spencer Johnson og udgivet på Børsens Forlag.

Søndagen startede med middagsforberedelser. Jeg er ekspert i at ondulere vindruerne til frugtdesserten, så det blev som vanligt betroet mig. Heldigvis var der ikke sten i denne gang. Og så – lige med ét – klokken ét – strømmede gæsterne ind.

Foxy – det eneste firbenede væsen i Affertsholtklanen – foretog – vanen tro – en grundig gennemgang af alle husets tilgængelige rum og kroge – som nogen bombehund – for at sikre sig, at alt er sikkert og i orden.

Snakken gik livligt og utvunget. Lene blev et slags midtpunkt. Det er første gang, hun blev præsenteret for den del af familien – og for Foxy. Det så nu ud til at både hun og ‘familien’ kom over premieren uden skrammer.

Kristian er glad for sit job hos DISA. Lene, der er sygeplejerskeelev tog vores blodtryk. Mit var 150/85 – det er vist normalt.

Aftenen sluttede – som sædvanligt under sådanne omstændigheder – i viskestykkets tegn.

Det lykkedes at få billetter til Radiosymfoniorkestrets gæstekoncert i Musikhuset i Århus lørdag eftermiddag. Det var en dejlig koncert med et fint, russisk program: Tjajkovskij’s violinkoncert og Sjostakovitj’s symfoni nr. 10. Solisten var dansker fra Rødovre på 30 år, Nikolaj Znaider.

Ellers har dagen været i forberedelsernes tegn. I morgen kommer den anden gren af Affertsholt-klanen fra Århus på besøg. Det er Herdis’ mands søn med familie. Naturligvis kommer Lene og Kristian også ved samme lejlighed – så samtlige ‘Affertsholter’ er samlet ved den lejlighed.

En ualmindelig fugtig efterårsdag, hvor dagslyset næsten ikke viser sig. Men temperaturen er dejlig og særdeles tålelig efter årstiden. Vi travede en forfriskende indkøbstur og tog vejret med godt humør. Det var som at gå med sig selv inde i en regnvejrssky. Nu er Herdis ved at starte forberedelserne til en lukullisk middag for to. Lammesteg! Uhm!!

En lokal ven kom i aftes med tre rødspætter og to flasker hvidvin. Han er p.t. græsenkemand og spurgte,om han måtte spise med her til aften. Så vi skal på det grundlag have en formiddabel middag.