Selv om efterlønnen ikke er en blomst. der er sået og vokset op i Venstre’s urtehave, så er dens langsigtede virkninger og fremtid blevet regeringens problem.
Før eller senere må der ske en sanering af dette vildskud på den offentlige udgiftsside. Hvor man frister arbejdsføre, sunde personer til med statslige indtægter til at forlade arbejdsmarkedet og belønner dem, for at de kan hengive sig til fritidsinteresser.
Efterlønnen blev indført for 25 år siden af Svend Auken som arbejdsminister i Anker Jørgensens regering.. Hensigten var, at frigøre ældre, udslidte arbejdere, så at deres arbejde kunne overtages af yngre arbejdere fra den store ledighedskø.
Efter mine personlige erfaringer fra Norden var arbejdsmænd i starten utilbøjelige til at forlade jobbet. Efterhånden kom der pres fra fagforening og kolleger for at få de ældre ud på efterløn. Smede havde ikke dengang tanker om at benytte ordningen.
Siden er efterløn blevet et folkegode for alle – fra arbejdsmænd til tandlæger. En gevinst, som man automatisk har gjort sig berettiget til.
Politisk er det et uløseligt problem. Erfaringer fra tidligere forsøg på at pille ved efterlønnen viser, at det parti, der rører ved problemet, ubetinget kommer i vælgernes unåde.
Man kan vist sammenligne efterløn med problemet ved den automatiske dyrtidsregulering, der fik økonomien til at nærme sig afgrunden under Anker Jærgernsen. Schlúter fik ved sine hårde kartoffekure gjort ende på disse problemer. Det gør ekstra ondt, når sådanne ordninger for sent skal løses med hård hånd.
Efterløn koster samfundet ca. 37 mia. årlig.
Økonomer og kommisioner foreslår afskaffelse af efterlønnen, Hvis den afskaffes eller forringes bør den vel erstattes af et system, der udelukkende tilgodeser nedslidte ældre.