I dag har jeg fået et længe næret ønske opfyldt. Det omfattede udskiftning af de sorte facadeplader på mit tag. Gennem mange år har det naget mig, at de har været i en elendig tilstand. Et kæmpehøjt grantræ, der stod tæt ved carporten i forhaven havde gennem årene slidt dybe skår i træværket. Det kom tydeligt til syne, da en ung mand hjalp med at få træet fældet for en halv snes år siden. Det har især naget mig, når jeg en sjælden gang tog mig en slapper på sofaen. Her var der frit udsyn til skavankerne, og den deraf følgende dårlige samvitighed over, at jeg ikke fik skaden udbedret.- Det bevirkede, at jag dårligt kunne slappe af – og at en slapper nærmest blev et mareridt.
Nu burde jeg kunne frit tage en sådan slapper uden sår på sjælen. Paradoksalt nok kniber det med at falde helt til ro under de nye omgivelser – som man ellers skulle tiltro en forøget afslappende virkning. Mon man trods alt er blevet ssså indgroet i ‘vanens magt’?