Willy Kok > Cykel-premiere i Ebeltoft

Cykel-premiere i Ebeltoft

I dag var det vejr til at prøve den nye cykel på sti og skovveje. Det er en Mountainbike – købt i Kvickly – og klargjort hos den stedlige cykelhandler – som en del af prisen. Den er tilstrækkelig lav til min vaklende kondition, og sadlen er ydermere ikke rustet fast, så den kunne skrues endnu længere ned, så jorden kom inden for sikker rækkevidde. Sadlen på min gamle cykel – som på 10. år var udstationeret hos Herdis – havde gennem de mange sæsoner rustet sig uhjælpelig fast i en sådan grad, at den ikke lod sig rokke. Selv med den stedlige cykelsmeds assistance.
Ganske vist hentede vi den nye cykel i går, men det var øsende regnvejr, så der blev ikke nogen fornøjelses- eller træningstur ud af det i den omgang.
Premiere-turen gik ud gennem det skønne Åhl-område, som byder på skov, strand og bakker. Cyklen – og mig med – klarede strabadserne på den 10 km tur i ét stræk – i fuld forvisning om, at Herdis, der lå i kølvandet, var klar til at træde til, hvis noget mod forventning skulle kikse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *